Operation Dagsværk: Nadja og Marie Louise trak i arbejdstøjet for grønlandske unge

Den 7. november er det Operation Dagsværk og gymnasieelever rundt omkring i Danmark er trukket i arbejdstøjet for at arbejde i lokalsamfundet en dag i stedet for at gå i skole. Al indtjening går i år til grønlandske unge.
Skrevet af Simon Uldum
07. november 2018 17:07

I år har Operation Dagsværk valgt et projekt, som Ungdommens Røde Kors og Røde Kors Grønland står bag. Projektet skal ruste grønlandske unge til at håndtere sociale udfordringer.

De unge gymnasieelever, der vælger at deltage i Operation Dagsværk, søger efter jobs hos virksomheder og private i deres lokalområde og hjælper blandt andet til med havearbejde, rengøring, bilvask, lektiehjælp m.m.

19-årige Nadja Lausen og 18-årige Marie Louise Gammelgaard fra Odense Katedralskole har valgt at bytte skoledagen ud med en arbejdsdag og har taget turen til Oure Efterskole små 50 kilometer fra Odense.

Skoletaskerne er skiftet ud med en spand sæbevand og en klud. For onsdag er store-rengøringsdag i kantinen på Oure Efterskole, og pigerne går straks i gang med dagens opgaver.

LÆS OGSÅ Gymnasieelever arbejder for grønlandske unge

Fedt at kunne støtte og få viden om unge i Grønland

- Jeg synes, at projektet i år ramte mig, fordi jeg synes, at man ikke ved særligt meget om grønlandske unge, og det, synes jeg, måske er et problem. Og det kunne det her projekt hjælpe med at gøre opmærksom på, og så kan man samtidig støtte grønlandske unge. Det, synes jeg, er mega fedt at have den mulighed, siger Nadja Lausen.

Eleverne har haft en dag på gymnasiet, hvor de lærte om, hvorfor der er Operation Dagsværk, og hvorfor pengene går til Grønland i år:

- Og dér lærte vi så mere om det. Både at man kan støtte, men også, at man kan lære noget om, hvor det er vigtigt at støtte Operation Dagsværk, som er rigtig nice, siger Marie Louise Gammelgaard.

Udover de danske elever, som arbejder på dagsværksdagen, har elever fra GU i Nuuk også arbejdet for at tjene penge til projektet.

Det er første gang, at unge i det land, man samler ind til, er med til at arbejde og samle penge til projektet.

 

Operation Dagsværk, DK