- Det er tamt, at man vil undersøge det. Især når man tidligere har hørt, hvordan partiet (Inuit Ataqatigiit, red.) gik til valg på det. Derfor ærgrer det mig meget, siger Jens-Frederik Nielsen.Foto: KNR/ Anne Meisner Synnestvedt

Naalakkersuisut vil tygge på forslag om at fjerne afgift på kød, kaffe og sukker

Demokraatit, som var med til at godkende forhøjelse af sukkerafgifterne, vil gerne sætte dem ned igen. De vil også afskaffe indførselsafgifter på kaffe, the og kød samtidig. Men Naalakkersuisut vil først undersøge konsekvenserne.

Demokraatit har fire forslag til Inatsisartuts efterårssamling om afgifter. De blev behandlet i går.

Forslagene handler om at afskaffe afgifterne på kødprodukter, kaffe- og theprodukter. Desuden ønsker Demokraatit at sætte afgiften ned på sukker, lakrids og chokolade. Afgifter, som de selv var med til at hæve i 2019.

Her blev en pose sukker på et kilo fire kroner og 31 øre dyrere, og afgiften på chokolade og slik steg med fem kroner per kilo.

Men det har demokraterne fortrudt. Derfor vil de altså sænke afgifterne igen.

LÆS OGSÅ Demokraatit vil alligevel ikke have afgifter på sukker

- I et så vidstrakt land som vores kan det være dyrt at bo. Vi synes, at det især kan være en stor byrde for mange folk, når butiksvarerne kan være dyre, siger forslagsstiller Jens-Frederik Nielsen, formand for Demokraatit.

Men forslaget har ikke gjort Naalakkersuisut blød i knæene.

- Uden at der har været forudgående undersøgelser og afdækning af konsekvenserne, så synes Naalakkersuisut ikke, at det er muligt at gennemføre besparelserne, siger naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup (IA).

Hun påpeger, at sådan en besparelse ikke alene vil ramme Selvstyrets centraladministration, det vil også ramme alle underliggende institutioner under Selvstyret, såsom sundhedsområdet og undervisningssektoren.

Naalakkersuisut vil vælge en anden vej

Hvis afgifterne på kød, kaffe og the bliver fjernet, kan landskassen miste knap 20,5 millioner kroner om året.

Hvis afgiften på sukker og chokolade bliver tilbagerullet til de samme priser som før 2019, kan det resultere i et tab på 9.7 millioner kroner om året.

Naalakkersuisoq for finanser vil i stedet ændre forslaget til, at Naalakkersuisut skal undersøge muligheden for at ændre afgifterne på indførte varer. Og det skal ske i sammenhæng med Naalakkersuisuts planlagte skatte- og afgiftsreform.

Men det undrer og skuffer Jens-Frederik Nielsen.

LÆS OGSÅ Afgifter på usunde varer skræmmer ikke forbrugerne  

Han mener nemlig, at forslaget allerede er blevet undersøgt grundigt nok. Han foreslår selv, at Selvstyret giver færre penge til alle drift og tilskud, som for eksempel går til centraladministrationen, sundheds- og undervisningsområdet, med en procent i finansloven, som kan give en besparelse på 56 millioner kroner årligt.

- Det er tamt, at man vil undersøge det. Især når man tidligere har hørt, hvordan partiet (Inuit Ataqatigiit, red.) gik til valg på det. Derfor ærgrer det mig meget. Det ærgrer mig, at det bliver udsat, det ærgrer mig, at Inuit Ataqatigiit er ligeglade med deres valgløfte og arbejder forbi løfterne, siger Jens-Frederik Nielsen.

Han henviser til, at IA under valgkampen i april sagde, at de ville sætte de afgifter, som det tidligere Naalakkersuisut hævede, ned igen. 

Asii Chemnitz Narups ændringsforslag blev godkendt af koalitionspartierne i Inatsisartut. Inuit Ataqatigiit og Naleraq stemte for, at Naalakkersuisut først skal undersøge muligheden for at ændre afgifterne.

Nu skal finans- og skatteudvalg behandle forslaget, og ifølge planerne skal forslaget gå til anden behandling den 9. november. 

Hvis Demokraatits forslaget bliver godkendt, kan hakket oksekød for eksempel blive 10 kr. billigere per kilo, og 500 gram kaffe blive tre kroner billigere.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt