Naalakkersuisut og Frankrig styrker samarbejdet om kritiske råstoffer

Samarbejdet er et udtryk for de tætte bånd mellem Grønland og Frankrig og et ønske om at udvikle relationen yderligere. Det skriver Naalakkersuisut på deres hjemmeside.
Den franske minister med særligt ansvar for udenrigshandel og attraktivitet, Nicolas Forissier og naalakkersuisoq for råstoffer underskriver en hensigtserklæring om kritiske mineraler. Foto © : Naalakkersuisut
21. maj 2026 07:36

Naalakkersuisoq for råstoffer, Múte B. Egede, skrev mandag under på en hensigtserklæring om at styrke samarbejdet på området med Frankrigs minister med særligt ansvar for udenrigshandel og attraktivitet, Nicolas Forissier.

- Målet med hensigtserklæringen er at styrke samarbejdet mellem Grønland og Frankrig om viden, kortlægning og ansvarlig udvikling af råstofområdet, skriver Naalakkersuisut.

Hensigtserklæringen bygger videre på en teknisk samarbejdsaftale, som blev underskrevet i starten af marts.

Det første projekt inden for samarbejdet skal give bedre viden om den grønlandske geologi ved hjælp af satellitmålinger. Den viden skal danne grundlag for beslutninger og planlægning inden for råstofområdet herhjemme.

Kritiske mineraler og metaller er vigtige for den grønne omstilling. De bruges blandt andet i ny energi, elektrificering og moderne teknologi. 

Grønland og Frankrig ønsker at styrke samarbejdet om hele kæden fra udvinding af råstoffer til brug i teknologi.

Samarbejdet omfatter også erfaringsudveksling om lokal inddragelse, gennemsigtighed og god forvaltning samt projekter om miljøgenopretning og håndtering af nedlagte miner.

Derudover handler det også om uddannelse og forskning.

Underskrivelsen er et udtryk for, at Grønland og Frankrig gerne vil styrke båndene yderligere, skriver naalakkersuisut.

Vigtig for vesten

Nicolas Forissier indrømmer, at det ikke kun er af godt hjerte, at Frankrig vil samarbejde med Grønland omkring kritiske mineraler og sjældne jordarter.

- Hvis vi skal være ærlige, så handler snakken om en fælles interesse også om Frankrigs interesser.

- Hvis vi udvikler et partnerskab, hvor vi har fælles interesser, er det et win-win-partnerskab, siger den franske minister. 

For hvis der er et land, der dominerer et marked, som har stor efterspørgsel, kan dominansen veksles til politisk magt, siger han. 

Kina dominerer markedet for sjældne jordarter, og Nicolas Forissier siger, at de vestlige lande risikerer at blive taget som gidsler af stormagten i øst. Derfor er det vigtigt for de vestlige lande at sikre sig en større del af kagen, tilføjer han.

- Fordi Kina kontrollerer, genbruger, raffinerer noget, der minder om 80 procent af de sjældne jordarter i dag. Og så har de vist før, at de kan bruge det som et våben, selv om det blev stoppet af diskussionerne mellem præsident Trump og den kinesiske præsident, siger Nicolas Forissier. Frankrig ser stor potentiale i Grønland, tilføjer han.