Naalakkersuisut lukker for nye aktører til krabbefiskeri

En ny forvaltningsplan for fiskeri efter krabber er blevet godkendt af Naalakkersuisut. I to år vil der ikke blive udstedt licenser til nye aktører.
Der er også indført to nye forvaltningsområder. Det er på vestkysten, som er blevet opdelt.
Skrevet af Malik Brøns
09. januar 2021 12:21

Den 5. januar har Naalakkersuisut godkendt en ny forvaltningsplan for krabber.

Planen indeholder nye forvaltningsområder, men den har også lukket for, at nye aktører kan komme ind.

- Der vil ikke blive udstedt licenser til nye aktører til erhvervsmæssigt fiskeri efter krabber i en 2-årig periode fra 1. januar 2021 til og med 31. december 2022.

Det skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Krabbefiskere må holde igen i en periode i flere områder

KNR har forsøgt at få en kommentar fra departementet for fiskeri, fangst og landbrug om, hvorfor der er blevet lukket for nye aktører til fiskeri efter krabber. Det har ikke været muligt fredag.  

Der er også indført to nye forvaltningsområder. Det er på vestkysten, som er blevet opdelt.

De to nye forvaltningsområder er Sisimiut og fra Nuuk til Paamiut. Det gælder både udenskærs og indenskærs fiskeri.

- De andre forvaltningsområder vil fortsat være de samme. Dette betyder, at der fremadrettet er otte forvaltningsområder for krabbefiskeriet, skriver Naalakkersuisut.

Der må kun udstedes licens til fiskeri efter krabber til to forvaltningsområder i et kalenderår.

Der udstedes kun licenser til fartøjer, der er mindre end 75 BRT/120BT.

Nye krav til fiskerigrej

Med i forvaltningsplanen er der også kommet et krav til at bruge et bestemt materiale i forbindelse med fiskeriet.

- Yderligere er det indført krav om brug af escape window, som er snor af nedbrydeligt materiale, der bruges til at holde nettet om tejnen sammen.

- Der er enighed om en 1-års overgangsperiode for dette krav, så fiskerne har 2021 til at tilpasse deres fiskeriudstyr, skriver Naalakkersuisut.

Det vil være forbudt at oplagre tejner på havbunden.

Der er ikke lavet yderligere ændringer af reglerne for fiskeriet efter krabber.

Her er kvoterne for forvaltningsområderne for 2021:

 

Krabber

 

Upernavik

191 tons

Diskobugt - Uummannaq

576 tons

Sisimiut, indenskærs

483 tons

Sisimiut, udenskærs

68  tons

Maniitsoq

37  tons

Nuuk-Paamiut, indenskærs

806  tons

Nuuk-Paamiut, udenskærs

214  tons

Qaqortoq-Narsaq

260  tons

Krabber i alt

2.635  tons