Naalakkersuisut: Ikke en eneste hund skal DNA-testes

Naalakkersuisut er imod et forslag om, at alle hundene i Qeqertarsuaq skal testes.
Hvis du har slædehunde og bor i Qeqertarsuaq, skal du spidse ører nu. Foto © : Visit Greenland/Mads Pihl
Skrevet af Hansigne Broberg
19. november 2020 05:28

Hvis du har slædehunde og bor i Qeqertarsuaq, skal du spidse ører nu.

Efter mange diskussioner er det nemlig lige blevet besluttet, at slædehunde i dit distrikt ikke skal DNA-testes - i hvert fald ikke lige nu.

Det meddelte Jens Immanuelsen, der er naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug (Siumut) fra talerstolen i Inatsisartut i onsdags.

Det kan nemlig først lade sig gøre, når den nye hundelov, der er ved at blive lavet, er færdig, påpeger han.

- Udkastet til en ny slædehundelov er igen blevet udsat. Og den nuværende lov giver kun mulighed for at sanktionere med en bøde i sager, hvor der identificeres "fremmed" DNA i slædehunde, siger Jens Immanuelsen. 

LÆS OGSÅ Ny slædehundelov kan være på vej

Naalakkersuisut er imod forslaget om, at slædehunde i Qeqertarsuaq skal dna-testes. Det er et forslag, som Siumuts Doris J. Jensen står bag. 

Siden 2019 har slædehunde fra Qeqertarsuaq og Kangerluk været udelukket fra konkurrencer, der er arrangeret af hundeslædeorganisationen KNQK. Det er de, fordi en sag om raceblanding startede i 2018.

SAGEN KORT:

Januar 2018:

  • Organisationen for grønlandske hundeslædeførere, KNQK, får besked om en mistanke om, at en fremmed hundeart er kommet ind i slædehundedistriktet. 

Oktober 2018:

  • Offentligheden får kendskab til sagen, da KNQK den 17. oktober udelukker hundeslædeførere fra Qeqertarsuaq og Kangerluk i Avannaata Qimussersua på grund af mistanken.

November 2018:

  • Inatsisartuts udvalg for fiskeri og fangst opfordrer den daværende naalakkersuisoq for fiskeri og fangst til at tage initiativ til, at der laves en test på de mistænkte hunde. Testen var dog allerede taget.

Marts 2019:

  • Fejl forsinker DNA-analyse, der skulle have været klar i januar.

Maj 2019:

  • DNA-undersøgelse er klar - men resultat er hemmeligt.

Juni 2019:

  • Kommune Qeqertalik bekræfter, at kommunen den 25. oktober 2018 har aflivet de mistænkte hunde efter ønske fra ejeren.

Oktober 2019:

  • Politiet dropper efterforskningen, da sagen i givet fald vil være forældet i retten

    December 2019:
  • DNA-prøverne fra to slædehunde viste, at de var blandet op med fremmede hunderacer. 

    Sommeren 2020:
  • KNQK beslutter, at slædekudsken skal have fem års karantæne. 

Men KNQK fastholder beslutningen om, at udelukke alle hunde i Qeqertarsuaq og Kangerluk.

Foreningens begrundelse er, at to hunde har været blandet op med en fremmed hunderace. Den fremmede hund kom ind i området - selv om der kun må være slædehunde. 
De to hunde blev aflivet, men de har muligvis fået hvalpe.

Derfor kræver KNQK, at alle hunde i området nu skal DNA-testes. Ellers må de ikke stille op til slædeløbet Avannaata Qimussersua næste år.

Rent praktisk kan det sagtens lade sig gøre at teste alle hundene - men der står ikke noget i loven om, hvem der skal gøre det.

 

 

 

LÆS OGSÅ Embedsdyrlæge om DNA-test af hunde: Det er ingen regler om det

Grønlandske slædehunde er en beskyttet race og må ikke blive blandet med andre racer. Og derfor skulle Inatsisartut diskutere, om Naalakkersuisut skal pålægge alle hunde i Qeqertarsuaq, som er født efter 2017, at blive DNA-testet.

Men det afviste naalakkersuisoq under en heftig debat i inatsisartut i onsdags. En af dem, der var på talerstolen, var demokraternes Simigaq Heilmann.

Hun er meget optaget af emnet, da hun også er formand for hundeslædeforeningen i Qimusseq 82. Hun mener ikke, at der er grund til at teste hundene.

- Blandingshunden er aflivet – og sagen er færdigbehandlet. Hvis man skal starte en sag, skal dette ske hos politiet, siger Simigaq Heilmann. 

Selvom forslaget blev afvist af naalakkersuisut, skal det alligevel behandles i Udvalget for Fiskeri, Fangst og Landbrug. Siumut, Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq har nemlig foreslået nogle ændringer, som politikerne skal tage stilling til.

  • En medarbejder ved Wildlife Forensics Facility på Københavns Universitet har vurderet, at DNA-tests af hunde vil koste: 
  • Ca. 50 stk. = 4000,- pr prøve
  • Ca. 100 stk. = 3000,- pr prøve
  • Ca. 150 stk. = 2500,- pr prøve
  • Ca. 200 stk. = 2000, - pr prøve
  • Der er 275 hunde i Qeqertarsuaq
  • I Kangerluk er der 53 hunde.