Naalakkersuisut holder fast i afgift

Vittus Qujaukitsoq talte uden støtte fra Naalakkersuisut, da han tidligere i år bebudede et ændringsforslag til afgiftspakken.
Foto © : Ivik Kristensen/KNR
21. marts 2016 11:16

Der bliver ikke ændret i afgiften på slik, fyrværkeri og røgfrit tobak. Det slår naalakkersuisoq for finanser Randi Vestergaard Evaldsen fast.

Hendes forgænger, Vittus Qujaukitsoq, Siumut, meddelte ellers på vej ud af finansdepartementet, at der skulle laves et ændringsforslag.

Ingen slinger i valsen

Dette forslag fremgår ikke af dagsordenen for Inatsisartuts forårssamling, og det hænger ganske enkelt sammen med, at Qujaukitsoq ikke havde taget Naalakkersuisut i ed, før han undsagde den upopulære afgift.

Fakta

Sådan steg afgifterne sidste år:

  • Afgiften på slik steg fra 29 kroner  til 58 kroner per kilo.

  • Ny afgifter på røgfri tobak på 300 procent af fakturaværdi.

  • Ny afgift på fyrværkeri på 100 procent af fakturaværdi.

Læs også Butikker: Rigtig god julehandel trods mindre salg af juleslik

- Det er korrekt, at min forgænger i stolen udmeldte, at der vil komme et ændringsforslag, men jeg vil gerne slå fast, at uanset hvad hvert enkelt medlem af Naalakkersuisut har udmeldt vedrørende denne udgiftsstigning, så er Naalakkersuisuts holdning uændret, siger naalakkersuisoq for finanser, Randi Vestergaard Evaldsen, Demokraterne.

Læs også Vittus: løsning på slikafgift på vej

Hun overtog posten fra Vittus Qujaukitsoq, som i dag er naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og undenrigsområdet.

Frygtede for små butikker

Afgiften på slik og fyrværkeri er en indførelsesafgift, og det er de grosister, som står for importen, der betaler. Og ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen, så har konsekvenserne ikke været så negative for de små kiosker, som det var frygtet, lyder det fra Naalakkersuisut.

- De opgørelser viser faktisk, at det man frygtede, at de mindre kiosker faktisk ville blive ramt, ikke er sket, siger Vestergaard Evaldsen.

Dermed ikke sagt, at Naalakkersuisut stiller sig tilfredse med forløbet omkring indførelsen af afgiften.

Har lært lektien

Naalakkersuisoq slår fast, at man ikke igen vil indføre en afgift med tilbagevirkende kraft.

- Så vi har selvfølgelig lært af den her sag, og i fremtiden går vi selvfølgelig tilbage til den gamle model, siger hun.

Læs også Finans- og skatteudvalg kritiserer Naalakkersuisut

Nu er naalakkersuisoq for finanser til gengæld ved at være træt af at tale om sidste års finanslov.

- Spørgsmålet bør ikke længere være, hvad man gjorde i efteråret 2016, men hvordan vi opnår balance for finansloven for 2017. Det mener jeg i virkeligheden er det mest relevante her, slutter hun.