Naalakkersuisut holder boligseminar i april

Et boligseminar skal i løbet af foråret være med til at finde løsninger på mange af de udfordringer, som boligområdet har. Det fortæller naalakkersuisoq for bolig, byggeri og infrastruktur Knud Kristiansen til KNR.
Knud Kristiansen, Atassutip siulittaasua. Foto © : KNR
27. marts 2015 13:03

Nedslidte boliger, høj husleje og renoveringsstøtte til de såkaldte boligstøttehuse, også kaldet BSU-huse.

Det er blandt de emner, som naalakkersuisoq  for bolig, byggeri og infrastruktur Knud Kristiansen vil drøfte på et planlagt boligseminar i løbet af foråret.

Det fortalte Knud Kristiansen under onsdagens spørgetime i Inatsisartut.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til det boligseminar, der vil blive afviklet den 20. april. Blandt andet håber jeg, at seminaret vil belyse netop de problemer, vi drøftede herinde (i Inatsisartut, red.) omkring selve huslejeproblematikken og udsmidning af lejere, fortalte Knud Kristiansen til KNR efter spørgetimen.

 

Et ting af gangen

Naalakkersuisut har ifølge ministeren allerede indkaldt forskellige aktører til seminaret, heriblandt landets kommuner, boligselskabet INI og Inatsisartuts anlægsudvalg.

- Så jeg håber, at vi efter seminaret konkret kan sige, at netop omkring BSU-problemet, BSU-huse og blokke, der gør vi sådan og sådan. For i min verden, mener jeg ikke, at vi kan gøre det som en samlet pakke. Det skal være i segmenter; altså BSU-problematikken og blokke for sig, og sideløbende kører vi så med nye byggerier, saneringer og vedligeholdelser, siger Knud Kristiansen.

 

Ønske om tættere samarbejde

Han er godt klar over, at seminaret ikke alene kan løse alle udfordringer på boligområdet. Men han håber på, at seminaret kan være med til at bringe de forskellige aktører tættere på hinanden.

- Vi har anerkendt, at vedligeholdelsen, den kan vi slet ikke holde trit med. Og det betyder, at vi har brug for et meget tættere samarbejde med kommunerne og de andre aktører, siger Knud Kristiansen.