Naalakkersuisut har ingen aktuelle planer om at øge ejerandelen i Air Greenland

Partii Naleraq borer ned i Naalakkersuisuts eventuelle planer om overtagelse af statens og SAS’ aktier i Air Greenland.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
24. marts 2019 17:41

Det er Pele Broberg fra Partii Naleraq, der i et paragraf 37 spørgsmål har bedt Kim Kielsen om at give seneste nyt vedrørende eventuelle planer om at overtage statens og SAS’ aktier i Air Greenland.

Det er nemlig nævnt i den aftale, som Naalakkersuisut har indgået med regeringen i Danmark i forbindelse statens medfinansierng af lufthavnene i Ilulissat og i Nuuk.

Kim Kielsen oplyser dog, at selvom aktieopkøb i Air Greenland er omtalt i lufthavnsaftalen, så er det ikke en integreret del af aftalen.

LÆS OGSÅ Sermersooq begejstret for lufthavnsaftale

Han oplyser videre, at man ikke diskuterede det ved møderne mellem ham og Lars Løkke Ramussen i februar og marts.

Pele Broberg spørger også til, om Naalakkersuisut og Demokraatit er blevet enige om at øge ejerandelen i denne valgperiode. Til det svarer Kim Kielsen, at man ikke har taget en sådan beslutning.

”Såfremt Naalakkersuisut indstiller, at selvstyret - direkte eller indirekte - overtager statens og SAS' aktieposter i Air Greenland AIS, vil dette skulle forelægges for Inatsisartuts Finans-og Skatteudvalg. I forlængelse heraf vil Finans-og Skatteudvalgets behandling af en sådan indstilling være bestemmende for, om Naalakkersuisut har bemyndigelse til at gennemføre en overtagelse af statens og SAS' aktieposter i Air Greenland AS,” skriver han i svaret til Pele Broberg.