Naalakkersuisut advarer mod hjemtagelse af fødevare- og veterinærområdet

En uforberedt hjemtagelse af fødevare- og veterinærområdet kan få uoverskuelige konsekvenser for Grønlands eksport af fisk, advarer Naalakkersuisut.
Det er et enigt fiskeri-,fangst- og landbrugsudvalg, der har stillet et forslag om, at Naalakkersuisut pålægges at hjemtage fødevare- og veterinærområdet på efterårssamlingen næste år. Foto © : Sika Frederiksen/KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
16. oktober 2019 05:49

Naalakkersuisut advarer på det kraftigste politikerne i Inatsisartut om at vedtage et forslag om at hjemtage fødevare- og veterinærområdet.

- Såfremt Inatsisartut vedtager forslaget om fuld hjemtagelse, vil det være på et uoplyst grundlag med potentielt uoverskueligt store konsekvenser for Grønlands eksport af fødevarer- og fiskeriprodukter og dermed for hele landets økonomi, skriver naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Jens Immanuelsen (S) i et svarnotat til Inatsisartut.

Det er et enigt fiskeri-,fangst- og landbrugsudvalg, der har stillet et forslag om, at Naalakkersuisut pålægges at hjemtage fødevare- og veterinærområdet på efterårssamlingen næste år.

LÆS OGSÅ Udvalg ønsker hjemtagelse af arbejdsmiljø udskudt et år

Udvalget mener, at der samlet set er tilstrækkelig viden til at tage beslutningen om at hjemtage området. Og kigger man på de udvalgsmedlemmer, der har skrevet under på forslaget, så er det sikret en solid opbakning i Inatsisartut.

Repræsentanter fra Siumut, Inuit Ataqatigiit, Atassut, Demokraterne og Partii Naleraq har skrevet under på udvalgets forslag.

Voldsom kritik fra GE

Men Naalakkersuisut er altså uforstående overfor og stærkt bekymret for udvalgets forslag.

Naalakkersuisut peger for det første på, at området kræver kompetencer som Grønland ikke har i øjeblikket, og mest afgørende kan en hjemtagelse sætte Grønlands samhandelsstatus i EU på spil.

- Såfremt der sker fuld hjemtagelse af fødevare- og veterinærområdet, vil Grønland skulle igennem en godkendelsesproces, ikke bare til EU, men også til resten af verden som eksempelvis USA, Rusland og Japan, skriver Jens Immanuelsen.

LÆS OGSÅ Arbejdsgruppe vurderer hjemtagelse af luftfartsområdet

Også arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv har udsendt en kraftig kritik af udvalgets forslag:

- Grønlands Erhverv er rystet over, at udvalget arrogant afviser de alvorlige udfordringer, som en hjemtagning af fødevareområdet vil indebære såvel økonomisk som administrativt, skriver direktør for Grønlands Erhverv Brian Buus Pedersen.

Grønlands særstatus 

I udvalgets betænkning fremgår det, at Grønland har en form for særstatus, når det gælder eksport af fisk til EU. På grund af den status kan grønlandsk fisk frit omsættes på EUs marked.

Hvis Grønland hjemtager området, vil man miste den status, indtil Grønland har et kontrolsystem, der kan godkendes af EU-kommissionen. Naalakkersuisoq påpeger i sit svarnotat, at formentlig ikke lever op til de formelle krav til beslutningsforslag i Inatsisartut.

Tirsdag eftermiddag skriver udvalget i en pressemeddelelsen, at man har efterfølgende holdt et møde med Naalakkersuisut, hvor udvalget har besluttet at udskyde beslutningen til senere på efterårssamlingen.

Udvalget har foreslået at ændre eller endda fjerne årstallet for, hvornår området skal hjemtages.

Der er endnu ikke fastsat en dato for andenbehandlingen af forslaget.