Naalakkersuisoq vil have stillet varslede fyringer i Nukissiorfiit i bero

Nukissiorfiit vil lukke for fysisk kundebetjening i 17 byer. Men nu vil naalakkersuisoq stille fyringerne i bero og beder om en redegørelse.
Naalakkersuisoq for energi Steen Lynge (D) beklager udsigterne til afskedigelser. Foto © : KNR / Malik Brøns
10. august 2020 06:38

Det selvstyreejede energiselskab Nukissiorfiit meddelte sidste uge, at det lukker for fysisk kundebetjening i 17 byer.

Det ville betyde, at der skal fyres op til 13 medarbejdere.

Men nu har naalakkersuisoq for energi, Steen Lynge (D), stillet afskedigelserne i bero og anmoder om en redegørelse forløbet.

Her vil Nukissiorfiit lukke for den fysiske betjening

- Qaanaaq 
- Upernavik 
- Uummannaq 
- Qeqertarsuaq
- Ilulissat
- Qasigiannguit
-  Aasiaat
- Kangaatsiaq
- Sisimiut
- Maniitsoq,
- Nuuk 
- Paamiut
- Narsaq
- Qaqortoq 
- Nanortalik
- Tasiilaq
- Ittoqqortoormiit

Steen Lynge skriver i en pressemeddelelse, at Nukissiorfiit prøver at effektivisere, men at han beklager udsigterne til afskedigelser.

- Derfor har jeg på vegne af Naalakkersuisut anmodet Nukissiorfiit om at redegøre for sagens forløb med henblik at sikre, at alle ansættelsesretlige forhold er overholdt i processen, skriver Steen Lynge.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit ansætter ny energidirektør efter otte måneder

Selskabet havde påbegyndt en større ‘digitaliseringsindsats’, hvor en stor del af kundeservice rykker over på internettet. Det skal give hurtigere og mere effektiv betjening, lyder det fra Nukissiorfiit.

Det har ikke været muligt at få et interview med økonomidirektør Claus Andersen-Aagaard om de varslede nedskæringer.

Over mail oplyste han, at op mod 13 medarbejdere risikerer at miste deres arbejde.

- Vi er lige nu i gang med at tale med nogle af de berørte medarbejdere, skriver Claus Andersen-Aagaard i mailen til KNR, før Steen Lynges indgriben.

Opmærksomme på ældre

Og hvis de fysiske kundebetjeninger i sidste ende alligevel ender med at blive lukket, forsikrer Claus Andersen-Aagaard, at der er taget højde for, at særligt nogle ældre personer, kan have svært ved at bruge digitale løsninger.

- Vi er dog opmærksomme på at visse ældre medborgere kan have udfordring med smartphones og internet. Denne gruppe kan derfor, som mange allerede gør det i dag, fremadrettet ringe til vores kundeservice, der kan hjælpe dem via telefonen, siger Claus Andersen-Aagaard.