Naalakkersuisoq: Stor interesse for grønlandsk vand i Berlin

Naalakkersuisoq for Erhverv, Jess Svane, er i disse dage i Europa for at promovere salg af vand fra indlandsisen. Og erhvervsfremstødet møder stor interesse i Berlin, fortæller han.
Naalakkersuisoq Jess Svane ved Grønlandsdagen, der blev afholdt i Berlin. Foto © : Naalakkersuisut
Skrevet af Jaaku Lyberth
22. januar 2020 17:28

Tirsdag var en delegation fra Grønland på den danske ambassade i Berlin, hvor omkring 80 personer kom for at høre om mulighederne for eksport af Grønlands vand fra indlandsisen og de grønlandske turistmuligheder.

- Vi fortalte, hvordan vi har fundet frem til steder, hvor der er gode muligheder for at eksportere vand fra indlandsisen de næste mange år, fortæller Jess Svane til KNR.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har undersøgt fem lokaliteter på vestkysten, hvor det er muligt at udnytte vand vil eksport. Områderne er i udbud frem til 1. september, oplyser Naalakkersuisut på deres hjemmeside.

Svane: Høje afgifter stod i vejen for eksport

Sidst der var eksport af grønlandsk vand var fra 2009 og frem til 2015 fra Qeqertarsuaq.

Der blev dog ikke solgt nær så meget vand, som man havde håbet, kunne KNR fortælle i 2015.

- Dengang var der høj eksportafgift og høj royaltyafgift, fortæller Jess Svane.

LÆS OGSÅ Grøn energi og vand: Erhvervsfolk skal skabe bedre handelsforbindelser med Europa

- Nu har Inatsisartut og Naalakkersuisut besluttet at nedsætte eksportafgiften, så man hurtigere kan komme i gang med eksport af varer fra Grønland, fortæller han.

Under erhvervsfremstødet i Berlin var der stor interesse for forundersøgelserne af mulige lokaliteter for eksport af vand, fortæller Jess Svane.

Svane tør ikke gætte på hvornår eksporten kan gå i gang

- Og når udbudsrunden slutter i september, kan vi se, hvor lang tid man kan forberede sig til at starte eksporten, fortæller Jess Svane.

Han kan dog ikke sige noget om, hvornår eksport af vand kan blive til realitet.

Den næste opgave for delegationen er et erhvervsfremstød i Paris, som foregår i Det Danske Hus på Champ-Élysèes.

Delegationen forventer at returnere til Grønland fredag den 25. januar.