Naalakkersuisoq: Efterskoleelever bør blive i Danmark - men kan få rejse hjem betalt

Grønlandske elever på danske efterskoler bør blive i Danmark i 14 dage. Men ønsker familien at få barnet hjem til Grønland, betaler Selvstyret.
De Grønlandske Huse i Danmark er i gang med at sende et brev til alle familier i Grønland, der har børn på efterskoler i Danmark. Foto © : PR foto
14. marts 2020 11:17

Grønlandske elever på danske efterskoler skal blive i Danmark og tage hjem til deres værtsfamilier eller andre pårørende de to kommende uger. Grunden til det er, at alle skoler i Danmark foreløbig er lukket på grund af faren for coronavirus.

Hvis det ikke er muligt for eleverne at blive hos værtsfamilier, skal eleverne blive på efterskolen, hvor der vil være voksne til at tage sig af dem. 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut til grønlandske elever: Bliv i Danmark

Sådan lyder budskabet fra Naalakkersuisut fredag formiddag. Ane Lone Bagger (S), der er naalakkersuisoq for uddannelse, var ikke selv med. Budskabet blev derfor fremlagt af Karl Frederik Danielsen, der er naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur. 

Hvis familien i Grønland ønsker, at få deres børn hjem fra efterskolerne i Danmark, skal de kontakte De Grønlandske Huse. Selvstyret vil betale for rejsen retur fra Danmark til Grønland, siger Karl Frederik Danielsen.

Breve på vej til forældre

Torsdag opfordrede Epidemikommissionen ellers til, at alle ikke-nødvendige rejser ind og ud af Grønland bliver droppet.

Det skal være med til at mindske risikoen for at få coronavirus til Grønland, og det skal også mindske antallet af personer, som risikerer at ryge i hjemmekarantæne.

Hos De Grønlandske Huse i Danmark er uddannelsesvejledere i øjeblikket i gang med at sende et brev til alle forældre, der har børn på efterskoleophold i Danmark.

I brevet lyder følgende opfordringer:

  • Lad eleven tage hjem til kontaktfamilie - på nær Galtrup Efterskole, hvor eleverne bliver på skolen
  • Hvis eleven ikke kan komme til kontaktfamilien, er skolen forpligtet til at passe på barnet under lukningen
  • Hvis eleven rejser til Grønland, skal eleven vende tilbage til efterskolen, når den åbner igen
  • Kommer eleven ikke tilbage ved åbningen, gælder den enkeltes efterskoles regler omkring forældrebetaling mm.

Ifølge De Grønlandske Huse i Aalborg og København har enkelte elever i Nordjylland og på Sjælland ønsket at rejse hjem til Grønland, mens deres skole er lukket.

Naalakkersuisut vil komme med nye meldinger senere, hvis lukningen af skoler i Danmark bliver længere end de to uger, som er varslet ind til videre, oplyser Karl Frederiksen Danielsen på pressemødet.

Der er 233 grønlandske elever på efterskole i Danmark. 

346754 og 346755 er numrene til efterskolekoordinatorer her i landet.