Naalakkersuisoq afviser problemer med problembjørne

Der skal være lettere at skyde en isbjørn i eller nær et beboet område, mener Parti Naleraq. Men Naalakkersuisut afviser.
Naalakkersuisut afviser, at der er grund til at lempe på reglerne for, hvornår man må nedlægge en isbjørn i eller tæt på beboede områder. Foto © : WWF
12. november 2020 09:30

8. oktober måtte jagtbetjenten i Ittoqqortoormiit skræmme en nysgerrig isbjørn væk, som blev ved med at søge føde i byen.

Mindre godt gik det for en isbjørnehun og hendes to unger i Qeqertarsuatsiaat en måned tidligere. Her endte kommunefogeden og en assistent med at skyde familien, efter den i fem dage havde holdt til i og omkring bygden.

Det skete efter, at Departementet for  Fiskeri, Fangst og Landbrug gav tilladelse til at nedlægge isbjørnene.

Sådan er reglerne om aflivning af isbjørne

 

Personer må handle i nødværge for at modstå eller afværge et påbegyndt angreb. Privatpersoner må altså dræbe en isbjørn uden tilladelse, hvis der er tale om overhængende fare for menneskers sikkerhed.
Sker det, vil episoden blive undersøgt af myndighederne bagefter.


Hvis en isbjørn nærmer sig et beboet område, skal Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug give tilladelse, før bjørnen kan nedlægges.


Hvis en isbjørn er inde i et beboet område, er det op til politiet at afgøre, om isbjørnen bør blive nedlagt. Oftest bliver den beslutning truffet i samarbejde med Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

I alle andre tilfælde kræver det en licenstilladelse til fangst af isbjørne.

Kilde: Kriminalloven, Bekendtgørelsen om fangst og beskyttelse af isbjørne, Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Men det går ikke, at et samfund skal vente på tilladelse fra myndighederne til at skyde en lidt for nysgerrig isbjørn, mener Parti Naleraq.

- Det bør være muligt at nedlægge isbjørne, der kommer ind til bostederne, når de udgør en risiko, frem for at afvente tab af menneskeliv, skriver Parti Naleraq i et forslag til at ændre reglerne om fangst og beskyttelse af isbjørne.

LÆS OGSÅ Qeqertarsuatsiaat: Isbjørnene er dræbt

I stedet bør der være 'særskilte tilsynsførende', særligt i Nordgrønland og Ittoqqortoormiit, som uden tilladelse kan skyde isbjørne, der nærmer sig eller går ind i beboede områder.

- Vi skal have nultolerance overfor indtrængende problemisbjørne i byzoner, skriver partiet.

Naalakkersuisut: Nuværende ordning er god og hurtig

Men forslaget bliver afvist af Naalakkersuisut. For den nuværende ordning er både 'gavnlig og optimerende', lyder svaret. Desuden har ingen mennesker mistet livet med de nuværende regler.

For hvis der er menneskeliv i overhængende fare, må personer ifølge kriminalloven skyde en isbjørn i nødværge. 

I alt er 74 isbjørne blevet aflivet i nødværge siden 2007. Siden 2016 er 17 isbjørne blevet dræbt i nødværge.

I situationer, hvor mennesker ikke er i overhængende fare, selv om en isbjørn bevæger sig tæt på eller ind i beboede områder, fungerer kontakten til Departementet godt, mener naalakkersuisoq Jens Immanuelsen (Siumut).

LÆS OGSÅ Problembjørne bør regnes med i kvoterne

-  Oftest inddrages departementet dog og udbyder hjælp og sparring til politi, kommunefoged, jagtbetjente og andre implicerede aktører. Samarbejdet opleves som gavnligt og optimerende i alle henseender, skriver han i et svar til forslaget.

Parti Naleraq mener også, at problemisbjørne i Sydgrønland - særligt omkring Nuuk - bliver taget mere alvorligt og handlet hurtigere på af myndighederne end i Nord- og Østgrønland. Men også det afviser Jens Immanuelsen.

Forslaget fra Parti Naleraq bliver førstebehandlet i Inatsisartut onsdag 11. november.