- For os betyder det helt konkret, at vi får nogle nye redskaber og ekstra hænder til at løfte denne her resocialiseringsindsats, siger Naaja Nathanielsen. Foto: Angu Motzfeldt

Naaja Nathanielsen om dansk finanslovsforslag: Det giver helt nye muligheder

I det danske finanslovsforslag for 2021 er der sat knap to millioner af til behandling af mennesker, som er dømt for seksualforbrydelser i Grønland. Det er der brug for, siger Naaja Nathanielsen.

Der er udsigt til en håndsrækning fra den danske regering til Kriminalforsorgen i Grønland.

I forslaget til næste års finanslov står der, at den danske regering og Naalakkersuisut er enige om, at der er behov for yderligere resocialiserende behandling af seksualforbrydere i de grønlandske anstalter for at modvirke tilbagefald til kriminalitet.

Derfor er der sat 1,9 millioner kroner af til at prioritere den behandling af mennesker dømt for seksuelle lovovertrædelser i Grønland, så de er forberedt på at komme ud i samfundet igen.

Pengene skal primært gå til at finde nye ansigter på gangene i anstalterne, som kan hjælpe seksualforbrydere tilbage til samfundet. 

Der kommer ekstra hænder

Og det er der brug for, vurderer direktøren i Kriminalforsorgen i Grønland, Naaja Nathanielsen.

Seksualforbrydere der er anstaltsanbragte her i landet


Den 2. september er der på landsplan 11 anstaltsanbragte personer der er dømt for seksuelle overgreb mod børn under 15 år.

 

Hvis man inddrager voldtægter og overgreb mod unge i aldersgruppen 15 til 18 år stiger tallet. 

 

Hvis man inddrager voldtægter og overgreb mod voksne over 18 år stiger tallet yderligere. 

 

Kilde: Kriminalforsorgen i Grønland. 

- For os betyder det helt konkret, at vi får nogle nye redskaber og ekstra hænder til at løfte denne her resocialiseringsindsats, siger hun. 

- Det er klart, at samfundet har en forventning om, at vi løfter vores del, og vi gør vores til, at når folk kommer ud fra anstalten, så er de et andet sted i deres liv, end da de kom ind. Og det er ikke noget, der bare lige sker uden en stor indsats.

LÆS OGSÅ Danmark øremærker millioner til klimaovervågning og socialområdet i Grønland

Da tiltaget er helt nyt, kræver det en opstartsfase, og de 1,9 millioner kroner skal primært gå til lønninger til blandt andet psykologer og socialrådgivere, oplyser Naaja Nathanielsen.

Hun er godt tilfreds med beløbet.

- Vi skal have ansat nogle folk, der skal hjælpe os med at bygge de her tiltag op, og så kommer der lidt flere folk til i de kommende år. Og så regner vi med at have fuldt etablerede projekter om et par år. Så det er primært lønmidler, siger Naaja Nathanielsen. 

Helt ny behandling

En resocialiserende behandling er noget helt nyt hos kriminalforsorgen i Grønland.

Ifølge Naaja Nathanielsen, har der tidligere ikke været et behandlingstilbud rettet specielt mod seksualforbrydere i Kriminalforsorgen i Grønland. Det glæder hun sig til at starte op. 

- Vi har jo allerede et behandlingsprogram, men det er rettet mod noget mere bredt. Det er rettet mod alle typer kriminelle, men nu får vi mulighed for at etablere noget, der er særligt rettet mod dem, der har begået overgreb mod børn, og det er helt nyt, siger Naaja Nathanielsen.

- Ja, vi glæder os rigtig meget over det, og vi håber meget på at få det godt op at køre inden for de næste par år.

Indtil videre er det kun tale om et finanslovsforslag, og for at pengene skal lande i Grønland, skal Folketinget først godkende finansloven.

Men Naaja Nathanielsen er allerede i gang med forberedelserne til det nye tiltag.

- Vi går allerede i gang med at forberede os nu med at gøre så meget klar vi kan, så vi ikke skal starte 2021 på bar bund, men allerede kan gå i gang 1. januar.

Det bliver et krav for mennesker, som er dømt for seksualforbrydelser på børn under 18 år, at deltage i det nye tiltag.

Kommentarer

inatsisartut-sal-sep2019.jpg

Inatsisartuts Efterårssamling



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt