Naaja H. Nathanielsen om forhold i anstalten: Det er ikke acceptabelt

Anstalten i Nuuk er omdrejningspunktet i en ny rapport udgivet af Euroarådets Torturkomité, der rejser en række kritiske forhold for de ansatte i anstalten. En kritik, som naalakkersuisoq for Justitsområdet, Naaja H. Nathanielsen (IA), er enig i.
I en pressemeddelelse udtrykker hun stor bekymring over forholdene i anstalten i Nuuk.
- Jeg har endnu en gang rejst kritik af den manglende kapacitet af både åbne og lukkede pladser. Det er mit indtryk, at den danske regering forventer at komme med en løsning på problemet snarest, udtaler Naaja H. Nathanielsen i pressemeddelelsen.
Ifølge hende er kritikken ikke ny, men bekræfter i stedet de problemer, som Grønland i årevis har påpeget over for den danske regering.
En velkendt kritik
I rapporten falder der kritik af anstaltens kapacitet, som ifølge komitéen påvirker de indsattes mulighed for at afsone under de vilkår, der er tiltænkt dem.
Den begrænsede kapacitet gør det vanskeligt at adskille mænd og kvinder samt varetægtsfængslede og dømte.
- Situationen med overbelæg er ikke acceptabel og påvirker både sikkerheden, retssikkerheden og trivslen for både ansatte og indsatte, udtaler Naaja H. Nathanielsen.
Hun understreger, at naalakkersuisut deler komitéens bekymring omkring forholdene i anstalten.
En chance mere
Derudover nævner rapporten også, at der ikke er gode nok muligheder for, at de indsatte kan deltage i arbejde eller aktiviteter, som hjælper dem med at komme videre i livet og undgå at vende tilbage til kriminalitet.
Naaja H. Nathanielsen lægger vægt på, at også indsatte har krav på værdighed og støtte til at komme videre i livet. Derfor vil der fortsat være fokus på resocialisering, understreger hun.
– Det er i vores alles interesse, at forholdene i landets anstalter er ordentlige. Naalakkersuisut vil fastholde sit pres på den danske regering for at sikre det, udtaler hun i pressemeddelelsen.
En væsentlig udfordring er ifølge Naaja H. Nathanielsen ansættelsesvilkårene for beskæftigelsespersonale, som hun kalder forældede. Hun forventer en løsning på denne udfordring vil komme i 2026.
Du kan læse den fulde rapport her.