Næstformand: Henrik Fleischer er stadig velkommen i Siumut

Henrik Fleischer har skam aldrig været smidt ud af Siumut, lyder det fra partiets næstformand.
- Indimellem slår det gnister, og bølgerne kan gå højt i det politiske arbejde. Men sådan skal det være, for der er  så meget passion i vores arbejde, siger Karl Kristian Kruse fra Siumut. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
25. februar 2020 15:06

Det er et værre cirkus inde i Siumut lige nu.

For Siumuts hovedbestyrelse har efter grundige overvejelser besluttet, at give Henrik Fleischer mulighed for at 
vende tilbage til partiet - hvis han altså i fremtiden kan garantere, at han vil arbejde efter partiets vedtægter.

Sagen kort

- Onsdag 19. februar erklærede Inatsisartuts fiskeriudvalg, at de har mistillid til naalakkersuisoq for fiskeri, Jens Immanuelsen (S).
                                                                               
- Henrik Fleischer (S) er formand for Fiskeriudvalget. Han var den eneste i udvalget, der havde underskrevet mistillidserklæringen.
                                                                                      - Henrik Fleischer blev derefter kritiseret af dele af Siumut, siger han.                                                                                       
- I weekenden skrev sermitsiaq.ag, at Henrik Fleischer er blevet smidt ud af Siumut. Mediet citerer anonyme kilder for oplysningen.

- Henrik Fleicher selv siger til KNR, at det hele er en misforståelse – han siger, at han ikke ved, om han er smidt ud af partiet eller ej. 

- Både formand Kim Kielsen og medlem af den daglige ledelse Vivian Motzfeldt henviser til Karl-Kristian Kruse. 

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra partiets næstformand Karl Kristian Kruse kort inden klokken 14. 

For faktisk har Henrik Fleischer aldrig været smidt ud af partiet, lyder det fra næstformanden.

Det er ellers den historie, som Sermitsiaq.ag bragte i søndags. Mediet skrev ikke, hvor de havde oplysningnerne fra, og ingen i partitoppen ønskede at sige noget om sagen til KNR.

Ifølge Karls Kristians Kruse pressemeddelelse valgte Henrik Fleischer nemlig selv at melde sig ud af partiet, fordi han havde meldt sig ud af partigruppen i Inatsisartut. Og "det er ifølge vores vedtægter ikke foreneligt 
med at være medlem af Siumut.", skriver Karl Kristian Kruse. 

Men nu har Henrik Flesicher altså rettet ind, oplyser næstformanden:

- Indimellem slår det gnister, og bølgerne kan gå højt i det politiske arbejde. Men sådan skal det være, for der er 
så meget passion i vores arbejde. Henrik Fleischer har valgt at give partiets hovedbestyrelse en politisk 
indrømmelse og anmodet om at vende tilbage. Dette har vi i hovedstyrelsen taget til efterretning og godkendt, lyder det fra Karl Kristian Kruse.

KNR arbejder i øjeblikket på at få en kommentar fra Karl Kristian Kruse.