Næste års oliejagt kan blive borefri

Det er usikkert, hvorvidt Cairn Energy vender tilbage for at bore efter olie næste år. Meldingen kommer efter, at selskabets oliejagt her i landet for andet år i træk er endt uden succes.
30. november 2011 12:10

Der er nu lukket og slukket for denne sæson, og de sidste to brønde ud for Nuuk er forseglet og forladt, før vinteren sætter ind.

- Det er selvfølgelig beklageligt, at de ikke har fundet produktionsbar forekomst af olie eller gas, men nedlukningen er nu helt efter planen, siger naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer, Ove Karl Berthelsen.

Meget tyder på, at der til næste år ikke vil blive boret så meget som en eneste prøveboring. I stedet lægger Cairn Energy op til udelukkende at bruge sæsonen på seismiske undersøgelser, der skal afgøre i hvilke områder man i givet fald skal fortsætte jagten med boringer i de efterfølgende år.

Fra det skotske selskabs hovedkontor lyder det over for KNR Radioavisen, at den endelige beslutning endnu ikke er taget. Men man anerkender, at beslutningen kan have stor betydning for de mange underleverandører her i landet og forsikrer, at en afgørelse er undervejs.

Politisk ansvarlig, Ove Karl Berthelsen, lader ligeledes spørgsmålet om næste års boringer eller ej stå åbent.

- Men såfremt der ikke vil ske fortsættelse af den aktivitet, vil det have klar negativ økonomisk betydning for alle implicerede inden for den offshore-industri, der er ved at blive bygget op her i landet, fastslår naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer.

Han oplyser, at ansøgningerne om konkrete boringer i givet fald ventes at lande på Selvstyrets bord til januar, og Cairn Energy åbner samtidig muligheden for, at man næste år vil indlede et samarbejde med et andet af de mange selskaber, der har licens til efterforske her i landet.

Trods altså udsigten til et år uden reelle boringer, nærer Ove Karl Berthelsen samme positive forhåbninger for fremtidens oliejagt.

- Vi har 20 licenser ude i Vestgrønland, så jeg regner da med, at industrien de næste ti år vil opbygge mere og mere strukturerede forundersøgelser, således at vores lokale virksomheders tiltag vil bære frugt på lange bane, siger naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer, Ove Karl Berthelsen.

Cairn Energy og de mange underleverandører har købt varer og tjenesteydelser for lige godt 300 millioner kroner herhjemme i år.

Selskabet har alt i alt brugt tre milliarder kroner på sine fem efterforskningsboringer, og Cairn-aktien har siden nytår mistet 38 procent af sin værdi.