Myndighederne: Bliv hjemme fra ferie og forretningsrejser udenfor Grønland

Selvstyret fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser ind og ud af Grønland. Det sker efter et stigende antal COVID-19-smittede i Danmark.
Udsæt eller drop ferien eller forretningsrejsen ud af Grønland, hvis ikke den er virkelig vigtig, lyder opfordringen fra Selvstyret. Foto © : KNR
25. september 2020 08:35

Lad kufferten stå og bliv hjemme i Grønland - eller undlad at rejse hertil - hvis det er muligt.

Sådan lyder opfordringen fra Selvstyret, som appellerer til at droppe alle unødvendige rejser ind og ud af Grønland.

Det gælder både ferierejser og forretningsrejser, som kan udsættes.

Udmeldingen kommer, efter flere kommuner i Danmark har flere end 30 personer per 100.000 indbyggere smittede. Udviklingen øger risikoen for, at COVID-19 igen finder vej til Grønland, påpeger Selvstyret på sin hjemmeside.

- COVID-19 vil komme til Grønland via de indrejsende, og efter højsæsonen er langt hovedparten af de indrejsende borgere med bopæl i Grønland, som rejser retur fra forretningsrejse eller ferie.

Torsdag blev der registreret 559 personer smittede med coronavirus i Danmark på et døgn. Det er tredje gang, at tallet for registrerede smittede i Danmark er over 500 personer på et døgn.

- Derfor opfordrer Selvstyret nu, at virksomheder, myndigheder og borgere ikke foretager unødvendige rejser ind og ud af Grønland, skriver Selvstyret.

Beslutningen om at rejse eller blive hjemme ligger dog hos den enkelte borger, virksomhed og myndighed, understreger myndighederne.

Udsigt til karantæne-regler igen

I fredags opfordrede Selvstyret desuden til, at alle, der rejser ind i Grønland fra en dansk kommune med flere end 30 personer smittede per 100.000 indbyggere, lader sig teste fem dage efter ankomst. 

Opfordringen er også, at man helt undgår sociale aktiviteter frem til svaret på testen. 

Desuden skal indrejsende kunne fremvise en negativ coronatest inden afrejse fra Danmark.

Selvstyret har desuden varslet, at reglen fra foråret om at gå i fem dages karantæne efter indrejse i Grønland kan blive genindført.

LÆS OGSÅ Corona: Nyt krav om gamle karantæneregler kan være på vej

Det er dog endnu ikke endelig vedtaget, oplyste Hans-Peder Barlach, der er chef i Formanden Departement og formand i Corona-staben torsdag til KNR.

I Grønland er der stadig ingen nye smittede. Det sidste tilfælde var i Nanortalik i juli. 

I alt har 14 været smittet. Ingen af dem har været indlagt på sygehus, og alle er raske igen.