Museum viser udstilling om anbragt barn i Danmark

Udstillingen vil blandt andet handle om David, der er født i Nanortalik og som barn blev sendt alene til Danmark i 1950’erne.
- Displaced er fortællingen om at fratage et menneske sine rødder, sit tilhørsforhold, sprog og sin referenceramme i livet, om at miste et sted og en kultur, men også om at tage ejerskabet tilbage, skriver Grønlands Nationalmuseum. Foto © : Grønlands Nationalmuseum
Skrevet af Malik Brøns
09. september 2020 09:53

Grønlands Nationalmuseum åbner udstillingen ”Displaced” (Fordrevet på dansk) på fredag i Nuuk.

Udstillingen handler om David Samuel Naeman Josef Kristoffersens historie. Han er født i 1946 i Nanortalik.

Som barn blev han sendt alene til Danmark i et par år i begyndelsen af 1950’erne, skriver Grønlands Nationalmuseum i en pressemeddelelse.

David blev fjernet fra sin familie uden at få at vide hvorfor og blev så sendt til Danmark.

Han er dog ikke en del af de 22 grønlandske eksperimentbørn, som er blevet lovet en undskyldning fra den danske statsminister.

LÆS OGSÅ Undskyldning til eksperiment-børn bliver udsat - igen

Men museet påpeger, at han er en del af den generation, der blev sendt til Danmark.

- Displaced er fortællingen om at fratage et menneske sine rødder, sit tilhørsforhold, sprog og sin referenceramme i livet, om at miste et sted og en kultur, men også om at tage ejerskabet tilbage, skriver museet.

David Samuel Naeman Josef Kristoffersen bor i dag i Nanortalik, og han vil åbne en mindre udgave af udstillingen på Nanortalik Museum.

- Gennem samtaler med David, adgang til hans journaler fra Rigsarkivet og fotoalbums fundet i lokale og private arkiver, udfoldes hans historie om det ophold og konsekvenserne deraf, oplyser nationalmuseet.

Udstillingen indeholder fotografier, videooptagelser og lyd, ”som spor, levn og bevis i historisk, retskriminologisk og politisk forstand”, skriver museet.