Motzfeldt med opsang til partierne: Vi forventer, partistøtten går til politisk arbejde

Formandsskabet for Inatsisartut sender nu en kraftig opfordring til partierne om at bruge penge fra partistøtten til politisk arbejde.
Formand for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt, oplyser, at Formandskabet har sat et arbejde i gang, der skal revidere regler og love om arbejdet i Inatsisartut. Det gælder også partistøtteloven. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Anders Dall
16. november 2020 12:30

Formandsskabet for Inatsisartut melder nu klart ud, at de forventer, at den partistøtte, som partierne modtager, går til politisk arbejde. 

Det slår formanden for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt (Siumut), fast i en pressemeddelelse.

Her understreger hun på det kraftigste, at tilskuddet til partierne skal bruges med omhu, så borgerne ikke kommer i tvivl om, hvorvidt partistøtten går til politisk arbejde eller ej.

Samarbejdspartiets partikasse

 

Består primært af indtægter, som partiet modtager i et såkaldt grundtilskud og mandattilskud fra Inatsisartut. 


Partistøtten til Samarbejdspartiet er på cirka 1,1 million kroner årligt. 


Sidste år fik partiet 2.725 kroner ind fra medlemmernes kontingenter. 

 

Kilde: Samarbejspartiets Årsrapport 2019

- Partitilskudsordningen bygger grundlæggende på, at misbrug forebygges gennem det enkelte partis egen interesse i at pengene anvendes, så de er til størst mulig gavn for partiets arbejde, skriver Vivian Motzfeldt i pressemeddelelsen.

Hun mener, at det er i partiets egen interesse at "undgå offentlig ballade" om den måde, som partierne bruger partistøtten på. 

Samarbejdspartiet og partistøtte

Opsangen til de politiske partier kommer i kølvandet på en sag, hvor Samarbejdspartiet er centrum for en debat om lige præcis partistøtte.

LÆS OGSÅ Flytning, allergi og stresscoach: Det handler striden i Samarbejdspartiet om

I løbet af de seneste uger har den fungerende partiformand Tillie Martinussen og hovedbestyrelsen blevet angrebet fra partiets egne rækker.

Eksempler på udgifter som Samarbejdspartiet har haft i 2019 og 2020 

 

Flytning: 14.214 kr. 

 

Behandlinger på Laserklinikken i Nuuk: 3.654 kr. 

 

Telefon: 25.500 kr.

 

Konsultationer hos stresscoach: 50.762,50 kr. 

 

Diverse: 5860,20 kr.

 

I alt: 99.990,70 kr.

Kritikken kommer fra bestyrelsen i regionsafdelingen i Sermersooq og den nu forhenværende bogholder i partiet, Jan Joe Seidsen, der har trukket sig fra hovedbestyelsen og meldt sig ud af Samarbejdspartiet i protest over partiets linje.

De mener, at ledelsen har brugt partistøtten - og altså reelt skatteborgernes penge - til at betale for Tillie Martinussens privatudgifter (se faktaboks).

Det har Tillie Martinussen afvist, og den nuværende hovedbestyrelse bakker hende op. 

Følger sagen med bekymring

Og sagen har så nu givet anledning til, at Formandskabet for Inatsisartut har fået henvendelser om anvendelsen af partistøtte i et parti.

Vivian Motzfeldt kommenterer i pressemeddelesen ikke den konkrete sag i Samarbejdspartiet.

LÆS OGSÅ Tillie Martinussen kalder anklager for dårligt koordineret angreb

Men hun skriver, at Formandskabet følger sagen med "stor bekymring".

Hun oplyser, at Formandskabet årligt modtager partiernes reviderede regnskaber og en erklæring om, at tilskuddet er anvendt til politisk arbejde.  

- Det enkelte parti må formodes selv at have fastsat regler eller beløbsmæssige rammer for de udgifter, som afholdes på vegne af partiet. Det vil således også være op til partierne selv at håndhæve sådanne regler og rammer, skriver Vivian Motzfeldt. 

I Samarbejdspartiet har medlem af bestyrelsen Kim Lyberth tidligere sagt, at hovedbestyrelsen beslutter fra sag til sag om en udgift er partirelateret eller ej. 

Formandskabet satte i februar 2019 et analysearbejde i gang, der skal revidere regler og love om arbejdet i Inatsisartut. Det gælder også partistøtteloven.