Motzfeldt giver løftet pegefinger til Naalakkersuisut

Formanden i Inatsisartut gør opmærksom på, at den kritiske beretning fra Revisionsudvalget kan blive taget op til debat under Efterårssamlingen.
- Vi forventer, at arbejdet fremover vil blive gjort i henhold, og med respekt, for reglerne, siger formand i Inatsisartut, Vivan Motzfeldt, til KNR. Foto © : KNR / Malik Brøns
14. september 2020 07:21

Der er sendt et brev og en løftet pegefinger adresseret til Naalakkersuisut.

Afsender er formandskabet i Inatsisartut, og det kommer som reaktion på Revisionsudvalgets skarpe kritik af Kim Kielsen og Naalakkersuisut.

Den gik blandt andet på, at Kielsen ikke havde været opmærksom på de habilitetsproblemer, der kunne opstå, da han tilbage i juni måned var med til at hæve kvoten på stenbider, samtidig med, at han havde lejet sin båd til en fisker.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen svarer på skarp kritik: Det er taget til efterretning

Derudover udtalte udvalget kritik af samarbejdet med Naalakkersuisut, der ikke har villet udlevere alle dokumenter i sagen. Det er særligt denne del, formandskabet i Inatsisartut har fokus på.

- Vi forventer, at arbejdet fremover vil blive gjort i henhold til - og med respekt for - reglerne, siger formand i Inatsisartut, Vivan Motzfeldt, til KNR.

Der er ikke lagt op til stramning af regler

Hun henviser til parlamentets forretningsorden, der siger, at særligt Finansudvalget og Revisionsudvalget har ret til at få oplysninger. Og at der ikke sættes 'stopklodser' for, at de modtager de dokumenter eller den information, som de har brug for.

- Inatsisartut er det organ, som skal holde opsyn med Naalakkersuisuts arbejde, og vi fra formandskabet har selvfølgelig fulgt med, og været med til arbejdet om, at revisionsudvalgets arbejde ikke bliver forhindret, siger Vivian Motzfeldt.

Hun lægger ikke op til, at reglerne om overdragelse af oplysninger skal strammes.

LÆS OGSÅ Aleqa og Doris blev også undersøgt af Revisionsudvalget

Formanden fortæller videre, at sagen kan blive taget op til den kommende efterårssamling.

Det kan for eksempel ske i forlænges af en debat med relation til revisionsudvalgets arbejde. Det er muligt for alle Inatsisartuts medlemmer at tage sagen op.