Motor Mille fra Ramasjang i en ny julekalender om Grønland

Mille Gori er gået sammen med WWF, Verdensnaturfonden, for at hjælpe danske børn om at blive klogere på naturen og Grønland.
- Grønland er efter min mening et af de steder i verden, der rummer den smukkeste natur. Og så er det et godt sted at starte, hvis man vil tale om klimaforandring i børnehøjde, siger Mille Gori. Foto © : WWF Verdensnaturfonden
Skrevet af Malik Brøns
27. november 2020 15:53

Tirsdag den første december udkommer den første episode af WWF’s nye julekalender, ’På eventyr i vilde Grønland'.

Den udkommer online på WWF’s danske hjemmeside, under deres børnevenlige afdeling, Pandaclub.

I løbet af i december, fra den 1. december til den 22. december vil der udkomme et nyt afsnit hvert skoledag fra Mille Gori og Verdensnaturfonden.

Mille Gori, også kendt som Motor Mille fra Danmarks Radios børneprogram, Ramasjang, har nemlig indgået et samarbejde med WWF, Verdensnaturfonden.

I sommers kom Mille Gori til Grønland for at optage episoder til julekalenderen.

Julekalenderen skal ifølge Verdensnaturfonden lære danske folkeskoleelever om, hvordan man skal passe bedre på naturen. Og Grønland er et godt sted at starte, siger Mille Gori.

Det skriver Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.

Klimaforandring i børnehøjde

- Grønland er efter min mening et af de steder i verden, der rummer den smukkeste natur. Og så er det et godt sted at starte, hvis man vil tale om klimaforandring i børnehøjde.

- Det kan være svært at forstå, hvad klimaforandringer er, og hvordan det påvirker vores jord, hvis man ikke har noget foran sig, der viser det. Den grønlandske natur gør det meget lettere at sætte ord og billeder på klimaforandringer, fordi man helt tydeligt kan se, hvordan isen smelter for øjnene af én, siger Mille Gori i en pressemeddelelse.

Julekalenderen vil være tilgængelig online og kan også bruges som undervisningsmateriale i folkeskolen, skriver Verdensnaturfonden.

- Vi kan alle sammen gøre en forskel for naturen og klimaet, og tænk engang hvis vi på sigt kan skabe en hel generation af børn, der aktivt ønsker at passe på naturen. Derfor er vi også meget glade for Mille Goris hjælp til at formilde det vigtige budskab, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden Danmark.