Modebrandet Nuuk Couture får ny direktør

Nivé Lynge Petersen er den nye direktør for Nuuk Couture. Hun er søster til den tidligere direktør.
Nivé Lynge Petersen er søster til Louise Lynge Berthelsen. Foto © : Nuuk Couture ApS
24. februar 2020 16:16

- Hun forstår brandet og dets identitet som ingen andre.

Sådan siger den nu aftrådte direktør Louise Lynge Berthelsen om sin afløser i Nuuk Couture, Nivé Lynge Petersen, i en pressemeddelelse.

Louise Lynge Berthelsen træder af efter knap 10 år på posten hos modebrandet Nuuk Couture. Det gør hun til fordel for en stilling som direktør i Arctic Circle Business.

LÆS OGSÅ Nuuk-designer overtager direktørpost i Arctic Circle Business

Arctic Circle Business er en selvstændig organisation med det mål at styrke det lokale erhvervsliv, og her starter hun 1. marts.

Faktaboks:
- Nivé Lynge Petersen er uddannet indenfor logistik.
- Hun er 36 år og født og opvokset i Nuuk.
- Hun er ejer af Air Stop Cafe, der ligger i Nuuks lufthavn.

Nivé har altid været en del af Nuuk Couture

Louise Lynge Berthelsen fortæller, at Nivé Lynge Petersen har været ved hendes side, siden hun gik på designerskole.

- Nivé har siden opstarten i 2010 altid været en del af Nuuk Couture, omend i en mindre synlig rolle i baggrunden. Hun har igennem alle år været en naturlig sparring for ejer Louise Lynge Berthelsen, det være sig i design, virksomhed eller driften, står der i pressemeddelelsen. 

Brug for nye udfordringer

Nye udfordringer var medvirkende til, at Louise Lynge Berthelsen sagde ja til sit nye job i Arctic Circle Business.

- Efter snart 10 år i Nuuk Couture har jeg brug for nogle nye udfordringer. Nuuk Couture kører så godt selv, at der ikke længere er brug for mig ved roret, sagde hun til KNR i slutningen af januar.

Nuuk Couture har i dag forhandlere i Grønland, Danmark og USA. Og brandet sender jævnligt varer til blandt andet Norge og Canada.

Louise Lynge Berthelsen skal stadig være bestyrelsesformand for Nuuk Couture.