Mobilkunder betaler internetregning

Den potentielle liberalisering af mobilområdet skaber hovedbrud, da overskuddet herfra er med til at finansiere Tele-Posts kunstigt lave internetpriser.
Foto © : Tele-Post
21. juli 2015 07:39

Det er mobilmarkedet, som skæpper i kassen hos Tele-Post, og derfor bruger Tele-Post også mobiloverskuddet til at dække det underskud, som Tele-Post oplever på internetmarkedet.

Det fremgår af en skrivelse fra naalakkeruisoq for infrastruktur Knud Kristiansen, Atassut, som har været i blækhuset og svare på 18 paragraf 37 spørgsmål fra Jens-Erik Kirkegaard, Siumut.

 

Liberalisering af underskudsforretning

Nye spillere på markedet kan altså kun få noget ud af at gå ind konkurrence med Tele-Post, hvis de kan opnå det, som den selvstyreejede virksomhed ikke kan. Nemlig at skabe overskud på internetmarkedet.

Nye aktører har dog den fordel, at de selv kan bestemme, hvilke områder de vil operere på. Og derfor kan vælge kun at være tilstede i de mest attraktive områder, som jo er de større byer i områder med adgang til søkablet.

Læs også Konkurrence-ekspert: Klap lige liberaliseringshesten

Til gengæld har konkurrenterne ikke mulighed for at dække et underskud på internettet ved at krydssubsidiere med et overskud fra mobilmarkedet.

 

Venter på analyser

I forhold til den planlagte liberalisering af mobilområdet gør Kristiansen det klart, at der ikke er truffet nogen beslutning endnu.

Den planlagte liberalisering af mobilområdet skal finde sted næste år, men den bliver først til noget, efter at der er foretaget en samfundsøkonomisk analyse af konsekvenserne.

Denne analyse er dog ikke sat i gang endnu.

Læs også Knud: Der skal flere analyser til før vi fortsætter liberalisering

Knud Kristiansen fortæller, at frygten er, at priserne på internet vil stige, mens de vil falde på mobiltelefoni. Han gør det dog klart, at han ikke vil lade dette ske, og at der derfor skal laves en overgangsmodel, som sikrer, at priserne på internet ikke stiger.