Mistanke om sygdom på atlantfly var ikke corona

Passagererne fra København måtte vente en halv times tid, inden de kunne forlade flyet i Kangerlussuaq i morges.
Ifølge Air Greenland er driften normal igen. Atlantflyet returnerede til København 40 minutter senere end planlagt. Arkivfoto Foto © : Aila P. Nathansen
04. december 2020 13:15

Da atlantflyet fra København ankom til Kangerlussuaq her til formiddag, måtte passagererne pænt blive siddende på deres pladser. 

For ombord på flyet var der en yngre person, som havde nogle symptomer på sygdom, som fik alarmerne til at ringe.

Den syge passager var dog ikke smittet med coronavirus, siger landslæge Henrik L. Hansen til KNR.

Karantæne og retest

Naalakkersuisut har genindført de tidligere regler om fem dages karantæne, når man rejser ind i landet.  

Når du er i karantæne, må du gerne gå en tur, og du må også gerne have kontakt med dem, du bor sammen med. 

Du må gerne købe ind.

Du må ikke besøge andre, få besøg, tage bus eller taxa eller gå på arbejde.

Du skal testes igen fem dage efter ankomst til Grønland. Når testen viser negativ, må du gå på arbejde og vendte tilbage til dit normale liv igen.

Hvis du ikke vil lade dig genteste, skal du blive hjemme i 14 dage og først gå på arbejde, når du er symptomfri.

- Her til morgen fik vi en melding om, at der var en syg person ombord på flyet fra Danmark. Og så bliver en beredskabsplan sat i gang. Politi og sundhedsvæsen gik ombord på flyet, og allerede dér blev der lavet en hurtigtest for covid-19. Testen er negativ, siger han.

Test nummer to er sendt til Nuuk

Hurtigtesten kan dog ikke frikende for corona med 100 procent sikkerhed – og derfor er der også taget en almindelig test af den syge passager. 

Den test bliver nu sendt til Nuuk, og i aften skal den undersøges på Sana.

LÆS OGSÅ Mistanke om sygdom: Passagerer måtte ikke stige ud af atlantfly

- Vi havde ikke en særlig mistanke om, at der var tale om covid-19 – men alligevel tog vi alle de forholdsregler, der skulle til, siger Henrik L. Hansen.

- Man kan jo også være syg af andre grunde og kan smitte andre. 

Ingen smittede

Der gik en halv times tid, før passagererne fik lov til at forlade flyet og rejse videre ud i landet. 

Den syge passager blev bragt til et lokale, som Landslægeembeddet har til rådighed i Kangerlussuaq.

Alle passagerne på atlantflyet skal nu – helt som normalt – i fem dages karantæne og restestes, inden de vende tilbage til en normal hverdag. 

Ifølge Air Greenland er driften normal igen. Atlantflyet returnerede til København 40 minutter senere end planlagt.

Der er for øjeblikket ingen dokumenterede coronasmittede i Grønland.