Mistænkt bag angreb i Nice ankom med migrantskib i september

Den formodede gerningsmand bag knivdrab i Nice ankom til Europa med migrantskib via øen Lampedusa i Italien.
Kilder i fransk og tunesisk politi oplyser, at den formodede gerningsmand er en 21-årig tunesisk migrant ved navn Brahim Aouissaoui. Foto © : Valery Hache/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
30. oktober 2020 09:53

Den formodede gerningsmand, der torsdag dræbte tre personer under et knivangreb i en kirke i Nice, ankom til Europa med et migrantskib for cirka en måned siden.

Det oplyser den franske antiterror-anklager Jean-François Ricard torsdag på et pressemøde.

Kilder i fransk og tunesisk politi oplyser, at den formodede gerningsmand er en 21-årig tunesisk migrant ved navn Brahim Aouissaoui.

LÆS OGSÅ Tre er dræbt ved knivangreb i Nice

Han ankom ifølge Ricard til Europa 20. september med et migrantskib fra Tunesien via den italienske ø Lampedusa, inden han kom til Frankrig 9. oktober.

Han dræbte en 55-årig mandlig kirketjener, en 60-årig kvinde og en 44-årig kvinde i forbindelse med angrebet.

Efter cirka 30 minutter ankom politiet til stedet, hvor de skød og sårede den formodede gerningsmand, der råbte "Allahu Akbar" (Gud er størst) mod politiet.

Han blev efterfølgende bragt til et hospital, hvor han er i kritisk tilstand.