Misbrugt i otte år: Mand idømt anbringelse for voldtægter af steddatter

I otte år voldtog manden sin steddatter mindst 15 gange om måneden. Hun fik to børn med manden.
Kredsretten dømte manden syv års anstaltsanbringelse, men Grønlands Landsret nedsatte dommen til fem år og seks måneders anbringelse i anstalten. Foto © : KNR
06. december 2019 17:51

Grønlands Landsret har idømt en mand i 40’erne fra Uummannaq fem et halvt års anbringelse i anstalt for seksuelle overgreb på sin steddatter.

Igennem otte år fra 2001 til 2009 havde manden voldtaget sin steddatter mindst 15 gange om måneden. Det startede, da pigen var 13 år og sluttede, da hun var 21.

- Som konsekvens heraf fik hun to børn med ham. Manden blev desuden dømt for at have forsøgt at gennemføre samleje med sin anden steddatter, da hun var 12 år gammel, skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Kredsretten dømte manden syv års anstaltsanbringelse, men Grønlands Landsret nedsatte dommen til fem år og seks måneders anbringelse i anstalten.

Landsretten skriver følgende for deres begrundelse for at ændre dommen:

- Landsretten finder, at foranstaltningen i sager om seksuelle overgreb mod børn som udgangspunkt ikke bør overstige den foranstaltning, der typisk idømmes for overtrædelse af kriminallovens paragraf 86 om drab. Der har ikke hidtil i Grønland været praksis for idømme en så langvarig tidsbestemt foranstaltning i tilsvarende sager.