Mineselskab: Miljøet lider ikke overlast

Inden månedens udgang vil det australske mineselskab Tanbreez ansøge om tilladelse til at udvinde mineraler i Kringlerne mellem Narsaq og Qaqortoq.
Skrevet af Mads Ullerup
19. februar 2013 15:28

Et projekt der vil skabe lokale arbejdspladser mange år ud i fremtiden og som ikke mindst kan realiseres uden at ødelægge miljøet for hverken dyr, planter eller mennesker.

Det lover i hvert fald ejeren af det australske selskab Tanbreez efter at M.T. Højgaard har foretaget en miljøvurdering af projektet.

- Vi har fået foretaget en masse undersøgelser, og de viser, at projektet ikke vil komme til at skade miljøet, siger Greg Barnes, der ejer det australske mineselskab Tanbreez.

Mineselskabet er primært på jagt efter eudialyt, der blandt andet indeholder flere af de eftertragtede sjældne jordarter, som bruges i alt lige fra Iphones til højteknologisk militært isenkram. Og i modsætning til mineprojektet i Kvanefjeldet vil mineralerne i Kringlerne kunne hentes op af undergrunden helt uden at bryde nogen nævneværdige forekomster af det sundheds- og miljøskadelige stof uran.

- I dette fjeld er der kun en radioaktiv baggrundstråling, der svarer til samme niveau som der er i forvejen forefindes i det menneskelige legeme. Det ser ud til at al uranen er placeret i Kvanefjeldet, siger Greg Barnes med et smil på læben.

Den australske mineselskabsejer anslår, at Kringlerne gemmer på ca. 4,3 mia. tons malm. Og da planen er at bryde 500.000 tons årligt, vil der være arbejdspladser i minen i mange år ud i fremtiden.

I anlægsfasen vil der være behov for 30-40 arbejdere i forbindelse med anlæg af veje og 120-140 arbejdere i forbindelse med opførslen af bygningerne i tilknytning til minen.

Når minen er i drift, vil der være behov for en fast arbejdsstyrke på ca. 80 arbejdere, og de skal helst rekrutteres fra lokalområdet, fastslår Greg Barnes

  - Grunden til at vi gerne vil ansætte lokal arbejdskraft skyldes ikke mindst de økonomiske fordele. Hvis vi eksempelvis ansætter en kinesisk arbejder vil vedkommende oftest arbejde to år ad gangen før vedkommende igen vender tilbage til Kina. Hvis vi derimod ansætter en lokal minearbejder, vil vi måske skulle bruge lidt længere tid til oplæring i minen, men til gengæld vil vi måske have glæde af minearbejderen i 20 år i stedet for blot to år, konkluderer Greg Barnes. 

Tanbreez afholder for tiden informationsmøder om deres projekt i Kringlerne og i aften klokken 19 er turen kommet til Ilisimatusarfik i Nuuk, hvor interesserede kan møde op i universitetets auditorium for at blive klogere på projektet.

Selskabet forventer i øvrigt at være klar med deres udvindingsansøgning til mineprojektet i Kringlerne den 28. februar.