Mindst to tilfælde af klamydia om dagen blandt teenagere i 2019

Kønssygdomme er fortsat et stort problem i Grønland. I 2019 blev der nemlig fundet mindst to tilfælde af klamydia blandt Grønlands teenagere hver eneste dag.
Næsten 4 ud af 10 18-19 årige piger fik konstateret klamydia i 2019, og der blev således fundet minimum to klamydiatilfælde hos teenagere, i Grønland hver eneste dag det år. Foto © : Tamara Álvarez/Flickr Creative Commons
Skrevet af Bibi Nathansen
18. marts 2021 04:15

Klamydia, gonorré og syfilis er et stort problem her i landet. Ifølge landslægeembedet blev der i 2019 fundet mindst to tilfælde af klamydia blandt teenagere hver eneste dag. 

Samme år blev der også konstateret minimum ét tilfælde af gonorré om dagen blandt de 13 til 19 årige

Også syfilis, som ellers var helt væk i en længere årrække, har de sidste tre år været et stort problem og har ifølge landslægen 'bidt sig fast'.

- Tallene viser, at antallet af dem, som for eksempel får konstateret syfilis, ikke er faldene. Tallet er konstant højt. Og hvis man har syfilis i længere tid, kan det have alvorlige konsekvenser, og derfor er tallene bekymrende, siger sundhedsfaglig konsulent Silvia Isidor, som står for sundhedsstatistikken hos landslægembedet.

LÆS OGSÅ Læge om spredning af kønssygdomme: Tag ansvar!

Syfilis var helt ude af billedet i Grønland i mange år, men har i de sidste tre år 'bidt sig fast igen', som landslæge Henrik L. Hansen udtrykker det.

Syfilis er en seksuelt overført sygdom, som, hvis den ikke bliver behandlet, går i centralnervesystemet og kan give hjerneskader.

Mange flere piger end drenge bliver konstateret med kønssygdomme, men ifølge Sylvia Isidor er det ikke helt belyst, hvad dette skyldes. Èn af årsagerne kan være, at kvinder bliver undersøgt for kønssygdomme i forbindelse med graviditet.

Ifølge et notat fra landslægeembedet sås et alarmerende højt antal 18 og 19 årige piger, som fik konstateret klamydia i 2019, idet knap 400 ud af 1000 fik konstateret kønssygdommen. Med andre ord fik næsten 4 ud af 10 18-19 årige piger konstateret klamydia i 2019, og der blev således fundet minimum to klamydiatilfælde hos teenagere i Grønland hver eneste dag i 2019.

Gonorré blandt børn

Også tallene for gonorré er skræmmende, for der blev hver dag i 2019 fundet mindst et gonorrétilfælde blandt teenagere i Grønland, og omkring hver 15. dag blev der påvist gonorré hos en mindreårig. En mindreårig er person under 15 år.

Hvis et barn under 15 år er testet positiv for en seksuelt overført sygdom, skal sundhedspersonalet skrive en underretning til den kommune, barnet bor i.

Hvis sundhedspersonalet har mistanke om, at smitten er påført under en kriminel handling, skal det meldes til politiet.

LÆS OGSÅ Otte nye er smittede med HIV

En af de mest effektive måder at holde kønssygdomme uden for døren er at bruge kondom.

- Det vigtigste er selvfølgelig at beskytte sig selv ved at bruge kondom. Især hvis man som ung har flere forskellige seksuelle partnere. Selvfølgelig skal du også henvende dig hurtigst muligt til sundhedsvæsenet, hvis du får symptomer, såsom underlivssmerter eller sår. 

Du kan også sige nej, hvis du opdager din partner ikke vil have kondom på, siger sundhedsfaglig konsulent hos landslægeembedet, Silvia Isidor.

Der blev konstateret otte nye tilfælde af HIV i Grønland i 2019.