Mindst fem dræbt ved skyderi på avisredaktion i USA

Mindst fem er blevet dræbt under et skyderi torsdag eftermiddag lokal tid på Capital Gazettes avisredaktion i Annapolis i den amerikanske delstat Maryland. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Skrevet af Ritzau
29. juni 2018 07:27
Versionist Bikki P. Kleist

Politiet melder om, at der ud over de mindst fem dræbte er flere "alvorligt sårede".

- Der er - så vidt vi ved - fem dødsfald. Der er flere andre personer, der er alvorligt sårede, siger politichef Bill Krampf torsdag aften.

Natten til fredag oplyste politiet, at de dræbte er fire journalister og en salgsassistent.

Den mistænkte er blevet identificeret som en 38-årig hvid mand fra Maryland, der trængte ind på avisens redaktion med et gevær.

Reuters skriver, at politiet oplyser, at der er fundet en genstand, som politiet mistænker for at kunne være eksplosiv.

Lokale medier meldte allerede tidligt torsdag om dræbte. Inden det blev bekræftet fra officielt hold, lød meldingen fra myndighederne, at en person var anholdt.

/ritzau/