Mindst 20 er dræbt i israelsk luftangreb mod Gaza

20 mennesker er dræbt i Gaza, heraf ni børn, oplyser sundhedsministerium ifølge avisen Haaretz. 65 er såret.
Det er de værste uroligheder i byen siden 2017. Foto © : Mahmoud Khatab/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. maj 2021 08:29

Mindst 20 palæstinensere er dræbt i et israelsk gengældelsesangreb mod Gazastriben mandag aften. Ni børn er blandt dødsofrene.

65 andre er såret.

Det oplyser sundhedsministeriet i den palæstinensiske enklave ifølge den israelske avis Haaretz.

Det israelske luftangreb mandag aften kommer, efter at mindst 30 raketter blev affyret fra Gaza mod Israel.

Det fik sirenerne til at gå i gang i Jerusalem og andre byer i området samt i grænseregionen tæt ved Gaza.

Hamas-bevægelsen, der kontrollerer Gaza, har taget skylden for angrebet.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at Hamas har "krydset en rød linje" med sine raketangreb mod Israel, og at der vil komme et "kraftfuldt" svar.

- Vi er i en kamp på mange fronter. Jerusalem, Gaza og andre steder i Israel. Terrororganisationerne i Gaza krydsede en rød linje, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi vil svare kraftfuldt igen. Vi vil ikke tolerere angreb mod vores territorium, vores hovedstad, vores borgere og vores soldater. Dem, der angriber os, vil betale dyrt for det.

En talsmand for den israelske hær bekræfter, at Israel er i gang med luftangreb mod Hamas, og at antallet af soldater i Gaza-divisionen vil blive øget.

- Vi er begyndt på, og jeg gentager begyndt på, at angribe militære mål i Gaza, siger hærens talsmand, Jonathan Conricus.

Han siger også, at en højtstående kommandant i Hamas er dræbt. Det bekræfter kilder i den militante bevægelse over for nyhedsbureauet AFP.

LÆS OGSÅ Et stort antal mennesker såret under uro i Jerusalem

Raketterne blev affyret fra Gazastriben få minutter efter klokken 13 grønlandsk tid. Det var den tidsfrist, Hamas-bevægelsen havde givet Israel til at trække sine sikkerhedsstyrker væk fra blandt andet området ved al-Aqsa moskéen i Jerusalem.

Der er ikke meldinger om nogen dræbte ved angrebet mod Israel. Men mindst én person er såret og et hus ved Jerusalem er ødelagt, skriver israelske medier.

Det er de mest alvorlige sammenstød mellem Israel og Hamas i flere måneder.

Mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad Allan Sørensen fortæller her, hvordan natten er forløbet:

- Det har været temmelig voldsomt. Siden raketangrebet mod Jerusalem i går kl. 18 lokal tid har der været omkring 200 raketangreb fra Gaza mod Israel. Samtidig har Israel angrebet Gaza med omkring 150 luftangreb, og sundhedsmyndighederne i Gaza melder om 22 døde indtil videre, og der er syv sårede her til morgen i en israelsk by ved grænsen til Gaza.

Raketangrebene fra begge parter møder mandag omfattende international fordømmelse.

Både USA's udenrigsminister, Antony Blinken, Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, og den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, opfordrer israelerne og palæstinenserne til at nedtrappe situationen hurtigst muligt.

Antony Blinken tilføjer dog, at USA støtter Israels ret til at forsvare sig.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger mandag i et opkald til palæstinensiske ledere, at han "vil mobilisere hele verden for at stoppe Israels terror og belejringer" på Vestbredden.

I Jerusalem har situationen været højspændt siden fredag, hvor kampklædt israelsk politi stødte sammen med palæstinensere.

Det er de værste uroligheder i byen siden 2017.

Vreden er på palæstinensisk side udløst af, at Israel vil smide palæstinensiske familier ud af deres huse i Sheikh Jarrah-distriktet i Østjerusalem.

Siden fredag er hundredvis af palæstinensere blevet såret i sammenstød med israelsk politi.

Mandag aften er nye uroligheder brudt ud nær al-Aqsa moskéen, skriver nyhedsbureauet AFP, der igen melder om flere sårede.