Mindre mobning i Nordgrønland

Færre børn skal nemlig opleve at blive mobbet, og derfor er lærere og pædagoger i hele Qaasuitsup Kommunia ved at blive undervist i, hvordan de kan være med til at fremme tolerance, omsorg og respekt blandt børnene.
05. december 2011 06:37

I samarbejde med Red Barnet står fagchef for forebyggelse Helga Nielsen for kurset, der har været forbi Aasiaat, og nu er kommet til Ilulissat. Det oplyser Qaasuitsup Kommunia.

Undervisningen tager udgangspunkt i programmet Kammagiitta - Fri for Mobberi, som alle kommunenens børn mellem tre og otte år med tiden skal kende til. Målet er ganske enkelt at nedbringe mobningen blandt børn, og filosofien går blandt andet ud på at skabe såkaldt omsorgsfulde fællesskaber i børnehaverne, som så skal leve videre i skolerne.

I første omgang skal pædagoger og lærere altså klædes bedre på til at arbejde med antimobning under de igangværende kurser, lyder det fra kommunen.