Mindreårig pige reddet op af vandet ved Qinngorput
En mindreårig pige fra Nuuk er her til formiddag blevet reddet op af vandet i forstaden Qinngorput.
Politiet fik en anmeldelse klokken lidt over 09. Pigen var faldet i vandet ved Unaaq, og et vidne havde set hende i vandet.
- En Targa kom sejlende forbi, og vidnet fik fat i Targaen. Den sejlede hen til pigen og samlede hende op, siger vagtchef Nûnu Larsen hos Grønlands Politi.
Han ønsker ikke at oplyse pigens præcise alder.
Båden sejlede hen til broen ved tankbutikken i Qinngorput og satte pigen af. Her ventede en tilkaldt ambulance, og pigen er blevet kørt til Dronning Ingrids Hospital.
Ifølge politiet er hun ikke kommet alvorligt til skade. Hendes pårørende er underrettede.
- Nu skal vi undersøge, om pigen faldt, eller om der skete noget andet, siger Nûno Larsen.