Mindesmærke for Utøya afsløret på 7-års dagen

Foran regeringskvarteret i Oslo blev sløret i dag søndag løftet for et mindesmærke til ære for de 77 personer, der mistede livet i Anders Breiviks angreb på øen Utøya og i Oslo 22. juli 2011 - i dag for præcis syv år siden.
Ritzau/Scanpix/Audun Braastad
Skrevet af Ritzau
22. juli 2018 14:25
Versionist Ivik Kristiansen

Mindesmærket består af en væg med alle ofrenes navne og aldre. Gulvet ved mindesmærket er delvist lavet af splintret glas.

Glasstykkerne symboliserer det knuste glas, der lå i området omkring regeringskvarteret, da en bombe eksploderede ved angrebet i 2011.

Lisbeth Røyneland, der selv mistede sin datter i angrebet, glæder sig over, at mindesmærket nu endelig er på plads.

- Det har taget lang tid. Der er gået syv år siden angrebene, men nu får vi endelig et nationalt mindested. Det sætter vi pris på, siger hun til det norske nyhedsbureau NTB.

I alt blev altså 77 personer dræbt og omkring 90 personer såret i angrebene, hvor først en 950 kilo stor bombe eksploderede i Oslo, inden en politisk sommerlejr for Arbeiderpartiets Ungdomsforbund på øen Utøya blev angrebet af Anders Breivik forklædt som politimand.