Povl Dissing blev 84 år.Foto: Scanpix

Mindeord om Dissing: Povl lærte mig, at tekster ikke behøver at være lagkage for ørerne

Visesangeren har flere gange gæstet Grønland og også indspillet et album om Grønland i samarbejde med grønlandske musikere.

I mandags døde sangeren Povl Dissing i en alder af 84 år efter længere tids sygdom. 

Visesangeren har flere gange gæstet Grønland og også indspillet et album om Grønland i samarbejde med grønlandske musikere, blandt andet Jorsi Sørensen og Nuka Absolonsen.

Albummet, der blev produceret i 1997, har navnet "Krakkemut Mat".

Det var særligt i 1970'erne, at Dissing fik folk i Grønland til at synge og danse. Han har blandt andet spillet på "Mutten" og i Katuaq i 98.

Film blev opkaldt efter Lykkelænder

En af Dissings mere kendte sange i Grønland er "lykkelænder". Den lagde også navn til en film fra 2018, der handler om den historiske relation mellem Grønland og Danmark.

Juaaka Lyberth (IA) er lokalpolitiker i Kommuneqarfik Sermersooq, og han kendte Povl Dissing privat. I et mindeord skriver han: 

- Det var Pouls måde at skrive sange og sætte melodier sammen på, som i min ungdom fik mig til at indse og forstå, at en god og meningsfuld tekst ikke nødvendigvis behøver at lyde som en evergreen - eller lagkage for øret - i sin melodi, og at man skal være tro mod sine sange, uanset om de er populærere eller ej hos publikum.

- I min tid i København spillede jeg meget som folkesanger og for børn og optrådte på forskellige biblioteker og spillesteder. Det var de steder, jeg lærte Povl Dissing at kende.

- Hvil i fred og jeg ønsker dig sange og kærlighed - håber kaffen snart er klar, der hvor du end befinder dig. 

Juaaka Lyberth har oversat "Svantes Viser" til grønlandsk. Bogen udkom i 2019.

 

 



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl