Mimi og rejserne

En af de aktiviteter de fleste politikere går meget højt op i er at rejse rundt i landet for at tale ansigt til ansigt med borgerne, eller vælgerne om man vil. Mimi Karlsen er ingen undtagelse på det område. I 2012 har IA politikerens rejseaktivitet også været ret stor.
Skrevet af Peter Troelsen
24. december 2012 09:00

Et brækket ben satte dog en midlertidig stopper for rejseriet landet rundt. I Grønland er det ualmindeligt besværligt at komme rundt i landet med et brækket ben.

-Desværre måtte jeg holde en pause hen over sommeren, da jeg jo ikke kunne bevæge mig så meget omkring, især var det vanskeligt med flyvningen. Så vi har måttet indstille rejserne til yderområder, Qaanaaq og østkysten, som jo er nemmest at komme til i sommerperioden. Det var meget ærgerligt, men jeg kom dog til de steder, som kan sejles hen til, siger Mimi Karlsen.

Der findes dog mange steder i landet der kan nås ved hjælp af både, og der var Mimi Karlsen bedre stillet end når det gælder flyvningen.

-Jeg var blandt andet i Qullissat i forbindelse med 40 års markeringen efter tvangsflytningen. På den måde fik jeg rig mulighed for at komme i dialog med en stor del af befolkningen, som kom for at deltage fra store dele af kysten, fortæller Mimi Karlsen.