Mimi Karlsen ærgrer sig over kviktestfadæse

På et pressemøde 10. januar sagde fungerende naalakkersuisoq for sundhed, at hun ville snakke med borgmestrene om at uddele gratis kviktest til de mindrebemidlede. Det viste sig at være umuligt.
Mimi Karlsen ærgrer sig over kviktestfadæsen, siger hun til KNR. Foto © : KNR
24. januar 2022 16:57

- Det er meget ærgerligt, at jeg fik sagt, at jeg ville spørge kommunerne. Men det var for at opnå det bedste for befolkningen, så alle enhver kunne teste sig selv.

Det sagde fungerende naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA) til KNR i fredags. Hun ærgrer sig over, at hun var lidt for hurtig med at lufte en idé, der viste sig at være ulovlig i virkeligheden. 

Hendes reaktion kommer 11 dage efter, at Naalakkersuisut på et pressemøde sagde, at der ville blive sendt kviktest ud til dem, der ikke selv har råd til at købe dem. På pressemødet 10. januar sagde Mimi Karlsen, at "hun i de kommende dage ville snakke med landets fem borgmestre om hvilke muligheder, der er for at udlevere gratis kviktest til dem, der ikke har råd til at købe dem". 

Ny teststrategi

Teststragien er ændret, så det kun er få mennesker med fare for at udvikle alvorlig sygdom med covid, der kan få en PCR-test på testcentrene: 

Det er ældre og folk med hjerte- og lungesygdom med symptomer. 

Dermed er det i langt højere grad folks eget ansvar at raskmelde sig, teste sig selv derhjemme og blive isoleret derhjemme uden at kontakte læge eller sygehus, hvis coronaen er som forkølelse eller influenza. 

Det sker, fordi testfaciliteterne på centre og sygehuse slet ikke kan følge med længere. 

I et forsøg på at holde smitten nede lukker restauranter og barer fra klokken 22-05 indtil 25. januar.

Men den melding var på forhånd ikke klappet af med kommunerne. Tre dage efter pressemødet - torsdag 13. januar - reagerede kommunerne så. De kunne ikke påtage sig den opgave, lød det fra dem. Det må de nemlig ikke ifølge loven.

Kommunerne må ikke selv begynde at betegne en borger som rig eller fattig og dermed sikre dem, som ikke har råd til at betale 40 kroner for bare en enkelt kviktest - en gratis en af slagsen. 

Og så var der larmende tavshed fra Naalakkersuisut. Ingen ønskede at forklare til KNR, hvorfor Mimi Karlsen havde sagt noget på pressemødet, som viste sig at være umuligt. 

LÆS OGSÅ Kommunerne kan ikke uddele gratis kviktest

Der blev blot sendt en kort pressemeddelelse med ordlyden:

...kommunerne vil ikke deltage i arbejdet med at uddele kviktest til mindrebemidlede borgere. På den baggrund arbejder Naalakkersuisut på højtryk med at finde et alternativ. Målet er fortsat, at ingen borgere skal efterlades uden mulighed for selvtest af økonomiske grunde.

Kviktest kan hentes ved siden af kondomerne

Og så er vi tilbage ved i fredags. Der blev endnu en ny strategi for kviktest præsenteret - og denne gang blev der ikke skelnet mellem folks privatøkonomi.

450.000 af dem sendt ud til landets fem kommuner, til sundhedscentre og Pilersuisoq. 

Afsender er Selvstyret.

Det nye er, at en del af de 450.000 testkit bliver lagt frem på steder, hvor folk selv kan komme og hente dem: 

I byer med sundhedscentre eller sygehuse bliver æskerne med testudstyr lagt frem, og de kan hentes efter det samme princip som kondomer.

LÆS OGSÅ Selvstyret sender gratis kviktest ud: Kan hentes ved siden af kondomerne

I mindre byer og bygder uden sundhedscentre bliver testene sendt ud til Pilersuisoq-butikkerne, hvor man selv kan hente dem. Der er en enkelt test i hver pakke.

Den nye teststrategi

Den nye selvtest-strategi med kviktest derhjemme kommer i kølvandet på et enormt pres på landet sygehuse og testcentre. De kan slet ikke følge med himmelhøje smittetal og de dertilhørende alenlange køer af folk, der vil PCR-testes.

Nu er det kun dem, der bliver alvorligt syge, der har adgang til PCR-test. Alle andre skal blive hjemme, vente på at blive raske  - og så i øvrigt også raskmelde sig selv. 

Dermed er test af alle ikke længere et våben mod corona i Grønland. Og når folk ikke skal i nærheden af PCR-test, sygehuse eller lægeklinikker, er der selvsagt et gevaldigt mørketal af smittede, fordi positive hjemmetest ikke tæller med i statistikkerne.

LÆS OGSÅ Landslægen skal jonglere med alles sygemeldinger for få smitte-overblik

Alligevel giver det mening at sende 450.000 gratis test ud, siger Hans-Peder Barlach, der er formand for Coronastaben:

- Det giver mening, fordi folk vil gerne vide, om de et smittede eller ej. Meldingen er ganske rigtigt, at man skal blive hjemme, men mange vil gerne have en sikkerhed for, at de er smittet, siger Hans-Peder Barlach.

De selvstyreejede selskaber og Grønlands Erhverv skal to gange om ugen melde tilbage til Selvstyret og Landslægeembedet og fortælle, hvor mange corona-sygemeldinger arbejdspladsen har.

- Det gør vi for at finde ud af, hvor stor smitteudviklingen er, siger Hans-Peder Barlach, der er formand for Coronastaben. 

- Sygemeldingerne er et udtryk for, hvor mange der har meldt sig syge. Dermed er de et udtryk for, hvor mange der er smittet med corona.