Midt i strid med Kina inviterer USA til konference om 5G

USA og Trump vil være vært for møde om 5G. Det sker midt i en strid mellem USA og Kina om Huaweis rolle.
Trump vil deltage i konferencen, og mobilproducenter som sydkoreanske Samsung er inviteret med, siger præsident Donald Trumps leder af det økonomiske råd i Det Hvide Hus, Larry Kudlow. Foto © : Kārlis Dambrāns/flickr
Skrevet af Ritzau
22. februar 2020 12:12

USA vil i næste måned være vært for en konference om næste generations data- og mobiltrafik kendt som 5G.

Det oplyser præsident Donald Trumps leder af det økonomiske råd i Det Hvide Hus, Larry Kudlow.

USA's regering forsøger at forhindre, at det kinesiske selskab Huawei skal stå for udbygningen af 5G i de vestlige lande og henviser til, at det truer sikkerheden.

LÆS OGSÅ Detektor: Carla Sands advarer mod kinesisk spionage, men vil ikke udtale sig om USA's egen spionage

Trump vil deltage i konferencen, og mobilproducenter som sydkoreanske Samsung er inviteret med, siger Kudlow.

Kina nægter, at det gennem Huaweis 5G-netværk vil være i stand til at tappe følsomme data fra andre lande.

Huawei er en af de få aktører inden for teledata, som i dag er i stand til opbygge et 5G-netværk. De to andre større på markedet er svenske Ericsson og finske Nokia.