Mexico vil legalisere cannabis

I Mexico vil man de mange narkokarteller og volden til livs. Og den kommende indenrigsminister, Olga Sanchez Cordero, vil bekæmpe kartellerne ved at legalisere cannabis.
Foto © : Niyantha Shekar/Flickr Creative Commons
Skrevet af Mette Wallach, Ritzau
08. november 2018 06:40

Olga Sanchez Cordero er i øjeblikket medlem af Mexicos senat. Men hun bliver indsat som indenrigsminister i den nyvalgte præsident Manuel Lopez Obradors regering. Hun foreslår en "ansvarlig reguleringsmodel efter mexicanske omstændigheder", som det hedder i lovforslaget.

Sanchez har fået frit lejde til at se Mexicos narkolovgivning efter i sømmene i Obradors regering, der indsættes 1. december.

En legalisering vil markere et markant skift efter årtier med forbudspolitik i Mexico.

Den venstreorienterede Manuel Lopez Obrador vandt en jordskredssejr ved præsidentvalget i juli. Hans koalitionsregering har flertal i begge kamre i kongressen. Derfor vil lovforslaget have en god chance for at blive realiseret.

Hvis lovforslaget bliver godkendt, vil Mexico blive det blot tredje land i verden, der legaliserer handel med cannabis.

Tidligere har Uruguay og Canada gjort det samme.