Merkel vil lede Europa ud af coronakrise under EU-formandskab

Genopretning af EU efter coronakrisen er topprioritet for Tyskland, som har EU-formandskab det næste halvår.
- I fællesskab skal vi gøre Europa stærkere igen, siger den tyske forbundskansler Angela Merkel i Europa-Parlamentet i Bruxelles onsdag. Foto © : Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. juli 2020 11:59

Europa kommer kun styrket ud af coronakrisen, hvis medlemslandene arbejder sammen og finder løsninger hurtigst muligt.

Det sagde den tyske forbundskansler Angela Merkel i Europa-Parlamentet i Bruxelles onsdag.

Her præsenterede hun Tysklands planer for EU-formandskabet de næste seks måneder.

Og genopretningen af Europa efter coronakrisen er topprioritet, siger hun.

- Europæisk solidaritet er ikke bare en menneskelig gestus. Det er en bæredygtig investering. Europæisk sammenhold er ikke bare politisk påbudt, det er noget, som virkelig kan betale sig. Det vil være en ledetråd i vores formandskab.

LÆS OGSÅ Tyskland åbner grænserne 15. juni

- I fællesskab skal vi gøre Europa stærkere igen, siger Merkel.

Tyskland overtog det skiftende EU-formandskab efter Kroatien den 1. juli.

Første skridt på vejen til at få Europa ud af krisen er ved at blive enig om en omfattende genopretningsfond og det næste syvårige budget denne sommer, understreger Merkel.