Mere sælskinds-info til turister

I kølvandet på EU's importforbud af sælskindsprodukter vil Grønlands Turist- og Erhvervsråd nu give landets turister ekstra information om de sælskinds-souvenirs, de køber på ferien.
29. juli 2009 05:34

Det fastslår direktør i Grønlands Turist- og Erhvervsråd, Thomas Rosenkrands.

- Når turister i Grønland køber souvenirs lavet af sælskind, skal de vide, at produkterne er helt lovlige, og at sælerne er fanget på forsvarlig og etisk vis. Derfor vil vi snarest muligt undersøge, hvordan vi bedst muligt kan informere turisterne, siger Thomas Rosenkrands.

Han forestiller sig, at der skal informeres ekstra grundigt på rådets hjemmeside, så turisterne kan orientere sig om reglerne allerede, inden de rejser hjemmefra.

- Desuden skal vi fortælle turisterne, når de står ude i butikkerne her i landet, at det faktisk er unikt og helt okay at købe sælskindsprodukter. Hvordan vi smartest skal gøre det, skal vi lige undersøge, så vi må lægge hovederne i blød, siger Thomas Rosenkrands.

Grønlands Turist- og Erhvervsråd vil også undersøge, hvordan Rådet i forhold til EU-forbuddet kan gøre en ekstra indsats på eksport-området.