Meghan tilslutter sig måske krisemøde på telefon fra Canada

Der bliver skrevet britisk historie med et krisemøde mandag i det Storbritanniens kongehus. Det skriver BBC.
Harry og Meghan har flere gange klaget over, at de føler sig jagede af den britiske presse. De meddelte deres beslutning om at træde et skridt tilbage i kongehuset via det sociale medie Instagram. Foto © : Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. januar 2020 12:31

Den britiske dronning Elizabeth står i dag i spidsen for et krisemøde, der skal forsøge at lægge en dæmper på en igangværende krise i kongehuset.

Det skriver flere britiske medier - heriblandt BBC og The Guardian.

Krisen er blevet udløst af den overraskende udmelding fra prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan. De to meddelte i sidste uge, at de tager et skridt tilbage i forhold til deres kongelige forpligtelser og søger et mere uafhængigt liv.

De har angiveligt taget beslutningen uden først at informere dronningen.

Det skrev britiske tabloidaviser som The Sun og Daily Mail torsdag.

På mandagens krisemøde håber kongehuset at fastlægge de "næste skridt" i forhold til at definere Harry og Meghans fremtidige roller. Det skriver BBC.

Prins Harry deltager i mødet mandag. Også prins Charles og prins William, der er nummer et og to i tronfølgen, vil være til stede.

LÆS OGSÅ Meghan i Canada mens Harry forsøger at rydde op efter brud

Meghan ventes at deltage i mødet via et telefonopkald fra Canada. Det skriver flere britiske medier.

Hertuginden opholder sig i øjeblikket i Canada sammen med parrets søn, Archie. Meghan har i sin tidligere skuespillerkarriere opholdt sig meget i Canada i forbindelse med optagelser til tv-serien "Suits".

Harry og Meghan har meddelt, at de planlægger fremover at dele deres tid mellem Storbritannien og Nordamerika.

Jonny Dymond, der er kongelig korrespondent hos BBC, mener, at der med mandagens møde "bliver skrevet kongelig historie".

Èn britisk formiddagsavis mener, at den kongelige familie står over for den største krise, siden kong Edward abdicerede i 1936.

Harry og Meghan har flere gange klaget over, at de føler sig jagede af den britiske presse. De meddelte deres beslutning om at træde et skridt tilbage i kongehuset via det sociale medie Instagram.

Mandagens møde foregår på godset Sandringham House i Norfolk i det østlige England omkring 200 kilometer fra London.