Medie: USAs højesteret stemmer for at afskaffe ret til abort

I en indledende afstemning har USA's højesteret stemt for, at delstater ved lov må begrænse abortrettigheder.
Både abortmodstandere og aborttilhængere demonstrerede foran USA´s højesteret i går. Foto © : Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. maj 2022 09:25

Knap 50 års føderal beskyttelse af kvinders ret til abort i USA kan snart være fortid.

I en indledende afstemning har landets højesteret nemlig stemt for, at hver enkelt delstat kan indføre lovgivning, der begrænser retten til abort.

Det skriver mediet Politico, som hævder at være i besiddelse af et lækket dokument.

Beslutningen er ikke endegyldig, og dommere kan ændret holdning, men ifølge mediet bliver der truffet en endelig beslutning inden for de næste to måneder.

Dokumentet er fra 10. februar, og det er ikke umuligt, at der er kommet ændringer siden, skriver Politico.

Står den nuværende holdning ved magt, vil det betyde enorme omvæltninger og svækkelse af kvinders rettigheder i USA.

Afgørelsen vil i så fald være en omgørelse af en historisk højesteretsdom fra 1973, der sikrede retten til abort i USA.

LÆS OGSÅ Dommer sætter omstridt abortlov på pause i Texas

USA's højesteret udgøres af ni højesteretsdommere. Seks af dem er udpeget af republikanske præsidenter, mens tre af dem er udpeget af demokratiske præsidenter.

Ifølge anonyme kilder skulle fem af de republikansk udpegede dommere have stemt for at omgøre lovgivningen om abort, hvormed de altså har flertal.

Den republikansk udpegede dommer, som ikke stemte for, var ifølge kilden John Roberts, som desuden er chefdommer i højesteret.

Flere amerikanske delstater har i løbet af de seneste år strammet abortlovgivningen.

Oklahoma, Texas og Mississippi har alle indført ny lovgivning, som gør, at kvinder kun kan få aborter meget tidligt i graviditeten.

LÆS OGSÅ USA's højesteret ophæver lov mod abort i Louisiana

Præsident Joe Bidens regering har svaret igen med søgsmål mod flere af staterne, og i starten af december sidste år tog højesteret hul på diskussionen om, hvorvidt "Roe mod Wade" skulle omgøres.

Det lækkede dokument vedrører specifikt sagen om delstaten Mississippis abortlovgivning.

I det lækkede dokument fra højesteret skriver den republikansk udpegede dommer Samuel Alito, at "Roe mod Wade tog voldsomt fejl lige fra begyndelsen".

- Dens begrundelse var usædvanlig svag, og beslutningen har haft skadelige konsekvenser. Og i stedet for at bibringe en national løsning på abortspørgsmålet har Roe og Casey sat gang i debatten og skabt yderligere splittelse, skriver Alito.

"Casey mod Planned Parenthood" er en højesteretsdom fra 1992, som igen fastslog retten til abort.

Ifølge Politico er det første gang i højesterettens nyere historie, at et sådant dokument er blevet lækket, mens drøftelserne i højesteret stadig pågik.

Hverken højesteret eller Det Hvide Hus har ønsket at kommentere lækket.