Medie: USA vil genåbne stor militærbase i Island

Dele af USA's islandske Keflavik-base, der blev lukket i 2006, skal angiveligt genåbnes for amerikanske fly for at kunne overvåge russiske ubåde i Nordatlanten.
Foto © : Superjet International/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
11. februar 2016 07:08

Den amerikanske netavis "Stars and Stripes", der udelukkende behandler militære forhold, skriver, at det amerikanske forsvarsministerium har bedt om penge på næste års budget til at opgradere en eksisterende flyhangar på basen.

Det er Ruslands stadig mere synlige tilstedeværelse i Arktis, der har fået flåden til at overveje at genåbne sin base i Keflavik, ti år efter at den blev lukket.

USA drev den store base i Keflavik 45 kilometer sydvest for Reykjavik fra 1951 og frem til 2006. Den blev regnet som et brohoved mod Rusland under Den Kolde Krig.

Keflavikbasen havde dengang ansat op mod 2500 amerikanske soldater, som blandt andet håndterede flådens og luftvåbnets kampfly, tankfly og redningshelikoptere.

Denne gang er det ifølge Stars and Stripes' kilder igen Rusland, der er årsag til oprustningen. Målet er at kunne holde bedre øje med russiske ubåde, oplyser en anonym militær embedsmand.

Tidligere har myndighederne i Reykjavik over for medier i Island bekræftet, at Keflavik-basen blev drøftet, da USA's viceforsvarsminister, Bob Work, besøgte landet i september.