Mand får otte år i anstalten for seksuelt misbrug af stedbarn
I fredags faldt der dom i en sag ved Qaasuitsup Kredsret i Ilulissat, hvor en 46-årig mand var tiltalt for at have begået seksuelle overgreb på sin mindreårige steddatter.
Overgrebene fandt sted i perioden fra 2014 til 2023 i en bygd nær Upernavik.
Manden blev dømt til otte års anstaltsanbringelse.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
- Alle sager om seksuelle overgreb mod børn er per definition grove, da overgreb i barndommen påvirker den forurettede langt ind i voksenlivet.
- Heldigvis er der langt mellem sager, hvor det seksuelle misbrug har været så omfattende og stået på i så lang en årrække, som i denne sag, siger anklager i Overgrebssektionen Alexander Stürup i pressemeddelelsen.
Lang anstaltsanbringelse
På grund af sagens grovhed argumenterede anklageren også for en meget lang anstaltsanbringelse, hvilket retsformanden og de to domsmænd var enige i og dømte derfor manden til otte års anbringelse i anstalten. Til sammenligning udmåles der efter grønlandsk retspraksis almindeligvis syv år for manddrab.
- Grønlands Landsret har tilbage i 2021 slået fast, at foranstaltningsniveauet i sager om overgreb mod børn ikke skal begrænses af foranstaltningsniveauet i drabssager, siger Alexander Stürup.
Han forklarer, at anklagemyndighedens holdning er, at der i de groveste sager skal bruges den foranstaltningsramme på 10 år, som kriminalloven rummer.
- Jeg er derfor tilfreds med, at kredsretten har udmålt otte år i denne sag, hvilket ligger over det niveau, som vi tidligere har set i lignende sager, siger Alexander Stürup.
Den 46-årige skal også betale 200.000 kroner i erstatning til offeret. Manden modtog dommen, hvilket vil sige, at sagen er afsluttet.