Mand fængslet på Færøerne efter politiskud

En 35-årig mand, der mandag aften blev skudt af politiet på Færøerne, er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Mandag aften blev politiet kaldt ud til en adresse på øen Vàgar, hvor en mand, der truede med selvmord, havde forskanset sig med et haglvåben. Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
Skrevet af Ritzau
11. december 2019 10:02

Det oplyser Færøernes anklagere på Twitter.

På grund af hans skader var han ikke i stand til at deltage i grundlovsforhøret. Når han er frisk nok, skal der være et nyt retsmøde, hvor han får lejlighed til at afgive forklaring.

Mandag aften blev politiet kaldt ud til en adresse på øen Vàgar, hvor en mand, der truede med selvmord, havde forskanset sig med et haglvåben.

LÆS OGSÅ Færøerne: Politiet har skudt bevæbnet mand

I et forsøg på at få manden ud blev hans pårørende kontaktet, ligesom en forhandler fra politiet blev sendt til stedet.

Men pludselig afgav manden flere skud fra huset mod politiet. Her blev en politibetjent overfladisk ramt af hagl, hvilket betød, at politiet skød mod manden.

Efterfølgende blev det konstateret, at den 35-årige var blevet ramt af politiets skud.

Det er uvist, hvor alvorligt han er skadet, men han var altså ikke frisk nok til at blive fremstillet i retten tirsdag.