Mand er tilbageholdt for vold og trusler mod politiet

En 39-årig mand er blevet tilbageholdt i 27 dage for at have truet politiet med en riffel.
Politiet i Paamiut rykkede ud, og da betjentene ankom til stedet, pegede manden på dem med riflen i stedet for. Foto © : Kathrine Kruse
16. september 2022 15:40

I går klokken 06.05 modtog Grønlands Politis vagtcentral en anmeldelse om, at en mand fra Paamiut truede med at tage livet af sig selv med en riffel.

Det meddeler Grønlands Politi i en pressemeddelelse. 

Politiet i Paamiut rykkede ud, og da betjentene ankom til stedet, pegede manden på dem med riflen i stedet for. Han truede også med at skyde mod politiet. 

Betjentene forhandlede med manden og endte med at anholde ham uden mere drama, oplyser politiet. Men da de alle sad i patruljevognen bagefter, blev manden opfarende igen og “gjorde udfald mod politiet”. 

Det fremgår ikke, hvad det var for udfald. Men Grønlands Politi besluttede, at manden, som er 39 år, skulle fremstilles i grundlovsforhør med henblik på en tilbageholdelse, imens sagen bliver efterforsket. 

Det ønske efterkom retten. Sermersooq Kredsret valgte tidligere i dag at tilbageholde manden i foreløbig 27 dage.