Makrellen er forsvundet fra grønlandsk farvand

I år har kun 0,1 procent af de opmålte makreller fundet vej til grønlandsk farvand mod 5 til 13 procent tidligere. Naturinstituttet har ikke nogen klar forklaring på de manglende makrelstimer, men historisk har mængden af makrel svinget meget.
I perioden fra 2014 til 2018 søgte mellem 5 og 13 procent af makrelbestanden til grønlandsk farvand, men i år er kun 0,1 procent af bestanden søgt til Grønland. Arkivfoto.
Skrevet af Jens Betak
31. august 2019 17:25

Makrellen er en forholdsvis ny fiskeart i grønlandsk fiskeri, men er på kort tid gået hen og blevet en særdeles vigtig del af fiskeriet.

I år er makrellen dog udeblevet fra det grønlandske farvand. Men netop fordi makrellen er en forholdsvis ny fisk i Grønland, mangler Naturinstituttet forklaringer på det pludselige fravær af makrel.

Det er et stort skift, vi har set henover sommeren, og vi har ikke nogen forklaring på det endnu, men elementer, som kan have en betydning, er mængden af føde, temperaturer og bestandstørrelsen, siger Teunis Jansen, der er seniorforsker i Naturinstituttets afdeling for fisk og skaldyr.

LÆS OGSÅ Makrelbestanden fortsætter nedturen

I perioden fra 2014 til 2018 søgte mellem 5 og 13 procent af makrelbestanden til grønlandsk farvand, men i år er kun 0,1 procent af bestanden søgt til Grønland.

Makrelbestandens position i 2019.
Foto © : Grønlands Naturinstitut

Fra de Britiske Øer til Grønland

Det er dog ikke kun det grønlandske miljø, som spiller ind, i forhold til om makrellen når frem til Grønland.

Makrellen overvintrer og gyder hovedsageligt vest for de Britiske Øer i foråret, men tager nordpå – blandt andet til Grønland – for at spise plankton, vandlopper og kril i sommermånederne.

Og miljøerne i disse områder spiller også en rolle for, om makrellen tager rejsen til Grønland, eller om de ender andre steder hen – eksempelvis til Norskehavet.

- Hvis de møder koldt vand eller områder med meget lidt føde, kan det dirigere dem i andre retninger, og det er tydeligt, at der i år er betydeligt flere, som er søgt direkte nord på og op i Norskehavet, siger seniorforsker Teunis Jansen.

Seniorforskeren fortæller, at temperaturen i overfladevandet i Østgrønland er varmt nok til makrellen, hvor temperaturen ligger 1 til 2 grader over gennemsnittet for de seneste 20 år. Men dybere nede er vandet inde i en kold periode, som også kommer til at vare de næste par år. Og det kan være et aspekt, som kan være med til at forklare de manglende makrel.

Går glip af store indtægter

Makrellen kom for første gang til grønlandsk farvand i 2011, hvor man her til lands begyndte at fiske på bestanden, og siden da er makrelfiskeriet blevet en væsentlig del af fiskeindustrien i Grønland. I 2014 toppede fiskeriet med 78.000 tons fanget makrel, som udgjorde hele 23 procent af landets eksportindtægter.

Det er altså store indtægter, som Grønland går glip af, når makrellen bliver væk, og derfor er det også nærliggende at vide, om det også sker til næste år.

Her fortæller seniorforsker Teunis Jansen, at man ikke kan give et klart svar, før man har gjort helt klart, hvorfor makrellen er blevet væk i år.

- Men jeg vil blive overrasket over, om det er decideret permanent, men vi så færre makrel sidste år og næsten ingen i år, så det er jo en temmelig negativ udvikling, og der er nogle ting, der er skiftet i cirkulationen i havet syd for Island og sydøst for Grønland. Muligvis skal vi igennem nogle magre år, før den vender tilbage i et antal som i 2014 og 2016, men er som sagt ikke sikkert, siger Teunis Jansen.

Seniorforskeren fortæller yderligere, at makrelbestanden fortsat er stor, og at der er klare indikationer på, at der nogle nye, meget stærke årgange, der er på vej ind i bestanden.

Der er dog ingen garantier for, at stimerne søger mod Grønland.