Makrelfiskerne skuffer Finn Karlsen

Naalakkersuisoq for fiskeri Finn Karlsen, Siumut, er skuffet over fiskerierhvervet, der har fisket makrel på et snævert område. Det skriver han i et læserbrev i avisen Sermitsiaq.
Aalisarnermut naalakkersuisoq, Finn Karlsen. Foto © : Inatsisartut
29. september 2014 11:46

Det der skuffer Naalakkersuisut er, at virksomhederne i følge ham kun har et formål med fiskeriet efter makrel.

- Nemlig fortjeneste, og det synes jeg er dybt skuffende, skriver Finn Karlsen.

LÆS OGSÅ Forsøgsfiskeriet efter makrel i Østgrønland gik godt

Han forklarer uddybende, at hans skuffelse bunder i, at det grønlandske forsøgsfiskeri efter makrel er foregået på et for snævert indgrænset område, nær den islandske søgrænse, i stedet for at afsøge hele området fra Kap Farvel til Tasiilaq.

LÆS OGSÅ Hårde makrelforhandlinger forude

- Det kunne have skabt ny værdifuld data, der kunne støtte Grønlands fremtidige krav om makrelkvoter, mener han.

Fiskerne vil gerne være med til planlægning af fiskeriet

Fra fiskerierhvervets side, gør formand for brancheudvalget for fiskeri, Henrik Leth, det klart, at erhvervet gerne ville have været med i evalueringen af fiskeriet.
 
Samtidig peger han på, at det langt fra var et perfekt styret forsøgsfiskeri.
 
- Vi oplevede dels, at man brandbeskattede fiskeriet, dels havde en meget lang beslutningsproces, hvor de rammer der var stukket ud blev ændret i forbindelse med den endelige beslutning ganske få uger før fiskeriets start, svarer Henrik Leth i avisen Sermitsiaq.
 
Henrik Leth glæder sig dog over de 78.000 ton fangede makrel, og sender en opfordring til naalakkersuisoq for fiskeri om, at man kunne planlægge i fællesskab for at opnå et bedre resultat næste år.