Múte B. Egede om genåbning: Mindst 75 procent skal være vaccineret først

Ifølge Naalakkersuisut skal mindst 75 procent af alle voksne være vaccinerede i august eller september. Først da kan Grønland åbnes helt igen.
Vi håber, at vi kan genåbne tidligere, end vi sigter efter, men indtil videre er planen, at vi genåbner til august eller september, siger Múte B. Egede. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Malik Brøns
06. maj 2021 06:02

Inden Grønland kan åbne helt for indrejse igen, skal 75 procent af alle voksne over 18 år være vaccineret. 

Det siger den nye formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) til KNR. 

Men der er et stykke vej. For 80 procent af hele befolkningen har end ikke været i nærheden af en kanyle med vaccine endnu.

LÆS OGSÅ Slut med at søge om tilladelse: Grønland åbner igen

På et pressemøde i sidste uge fremlagde Múte B. Egede og landslæge Henrik L. Hansen en plan for genåbning af landet. Til august eller september kan vi begynde at snakke om en total genåbning lød det. Men det afhænger fuldstændig af, hvor mange der vil vaccineres. 

Nogen siger ja, og andre siger nej

For indtil videre har der været en blandet tilslutning til vaccinen rundt omkring. Da vaccinekaravanen nåede til Kangerlussuaq for en måned siden, lagde kun tre fjerdelele af de 50-60-årige arm til vaccinen.

Nedlukning og genåbning

30. december lukkede Grønland for indrejse. 


Der fortsatte dog med at flyve cirka 600 passagerer ind i landet om ugen – men passagerne skulle alle godkendes af Coronasekretariatet. 

3. maj åbnede landet op for almindelig flytrafik igen. 


600 passagerer fordelt på tre fly med 200 på hvert kan komme ind i landet nu. 

Antallet er 600, fordi det er det antal, som myndighederne vurderer, at de kan nå at teste. 

Alle indrejsende skal stadigvæk fem dage i karantæne efter ankomst og testes på femtedagen.

 

Værre så det dog ud for den yngre del af befolkningen. Blandt de 20- til 30-årige var det nemlig kun halvdelen, der blev vaccineret.

Men i Østgrønland i Ittoqqortoormiit takkede 88 procent af befolkningen ja tak.

- Den største opfordring vi gerne vil komme med fra Naalakkersuisut er, at så mange folk som muligt skal tage imod vaccinen. På den måde vil de beskytte sig selv og deres familier og tage et medansvar for, at hele landets erhverv kan komme ordentligt i gang igen, siger Múte B. Egede.

Hvad sker der, hvis man ikke når at vaccinere mindst 75 procent af befolkningen til august eller september?

- Så er vi nødt til at lave en politisk vurdering. Vi vil løbende vurdere status for vaccinationen og tage stilling derfra, siger han.

- Vi er nødt til hele tiden at løbende vurdere, hvordan det ser ud i verden med hensyn til corona, og hvor mange der er blevet vaccineret her i landet. Vi håber, at vi kan genåbne tidligere, end vi sigter efter, men indtil videre er planen, at vi genåbner til august eller september.

August og september er realistisk

Selvstyret og Danmark har aftalt, at den danske stat står for at levere og betale for vaccinerne til Grønland.

Grønland får nemlig én vaccine, hver gang Danmark får 100. Og det burde være nok til at realisere målet til august eller september, vurderer formanden for Naalakkersuisut.

- På baggrund af de planer vi har nu og det antal vacciner, vi får, er det realistisk at nå målet. Vi kan allerede se nogle steder, at ni ud af 10 tager mod vaccinen, men andre steder er det tal er mindre.

LÆS OGSÅ Håber på total genåbning til september – men mange flere skal vaccineres 

Hvordan vil I sikre, at folk tager imod vaccinen?

- Vi har i første omgang tilbudt vaccinen, og vi vil blive ved med at tilbyde den til dem, som ikke har fået den.

I midten af juli vurderer Naalakkersuisut, at alle over 50 vil have fået tilbudt et skud med vaccine.

- Så vil det næste skridt af den politiske vurdering ske i forhold til, hvordan vi skal gå videre med genåbningen og hvor mange over 18 år, er blevet vaccineret.